f

Get in on this viral marvel and start spreading that buzz! Buzzy was made for all up and coming modern publishers & magazines!

Fb. In. Tw. Be.

Fra og med lørdag d. 8. februar til og med søndag d. 16. februar står der “vinterferie” på skoleskemaet hos de fleste børn – og helt sikkert også hos mange forældre. Men hvad skal man egentlig give sig til i Aarhus, når kalenderen skriver uge 7? Det har vi forsøgt at give dig svaret på her. Vi har nemlig samlet en række af de sjoveste, vildeste og mest farverige aktiviteter i Aarhus, som du kan deltage i sammen med hele familien.

 

Hvad end I er til en aktiv vinterferie med udfordrende og børnevenlige udendørs-aktiviteter, eller hvis I mere er til lærerige og kulturelle – og måske mere indendørs – aktiviteter, så finder I helt sikkert noget på denne liste, som hele familien kan sige “ja tak” til. Der er aktiviteter til enhver smag i Aarhus i løbet af børnenes vinterferie, så I kommer helt sikkert ikke til at kede jer. 

 

Vi har samlet en række forskellige aktiviteter samt masser af yderligere inspiration til, hvad I kan give jer til i uge 7. For en god ordens skyld har vi delt det op i indendørs- og udendørsaktiviteter. Så kan I tage udgangspunkt i vejret, når I planlægger jeres vinterferie. 

 

Hvis vejret driller – indendørsaktiviteter i Aarhus i vinterferien

Selvom Aarhus er kendt som Smilets By, er vejret ikke altid til at smile over. Her regner det nemlig mindst lige så meget som de fleste andre steder i landet, hvorfor det kan være nødvendigt at lave nogle indendørs aktiviteter en gang imellem. Derfor har vi fundet nogle af de bedste aktiviteter frem til jer, som I kan lave indenfor i varmen i jeres vinterferie, mens det regner og rusker udenfor. 

 

Legeland i DGI-huset

DGI-huset har altid åbent for en lang række af forskellige aktiviteter, som I kan lave sammen med børnene. Det kunne for eksempel være klatring, spring, boldspil og badminton for hele familien. Men i lige netop uge 7 omdannes DGI huset til ét stort legeland for børn og barnlige sjæle. Der er stadig mulighed for klatring og trampolinspring, men i den ene hal findes der i vinterferien et væld af forskellige hoppepuder- og borge med aktivteter til både små og store legebørn.

 

Lær at lave fine flødeboller på Flødebollekursus

Du kan komme på flødebollekursus flere steder i Aarhus, blandt andet hos Social Foodies. Social Foodies har en vision om at være et bæredygtigt koncept, som fremmer tilgangen til friske råvarer og generelt forbedrer forholdene for bønder i Afrika – det er altså et flødebollekursus med god samvittighed. Fun fact om flødeboller: De kan findes i den danske kagehistorie helt tilbage til 1800-tallet, og de har altså i mange år været en yderst populær konditorkage i Danmark. 

 

Prisen for dette kursus inkluderer én times flødebollekursus inklusiv de materialer, der skal bruges til fremstilling af flødebollerne som eksempelvis hjemmelavet skum og marcipanbunde. Hver deltager får desuden fem store og fem små flødeboller med hjem efterfølgende. Der er selvfølgelig også mulighed for at få lidt smagsprøver undervejs. 

 

Lyt og lær til Sigurds Danmarkshistorie – teaterkoncert

Lad Sigurd Barrett tage hele familien med på en magisk og lærerig tidsrejse i Musikhuset. Forestillingen handler om Sofie, som ved en fejl i farens tidsmaskine trylles tilbage til Danmarkshistoriens begyndelse. Her oplever hun blandt andet stenalderen, istiden og møder store danskere som for eksempel H. C. Andersen. En fantastisk og fortryllende måde at kombinere historie med underholdning, og helt sikkert en oplevelse, som hele familien vil kunne nyde sammen. Denne teaterforestilling finder sted i Rytmisk Sal i Musikhuset lørdag d. 15. og søndag d. 16. Februar 2020.

 

Træd ind i en ny verden med Virtual Reality

Hvis I vil have en oplevelse udover det sædvanlige, kan I prøve Virtual Reality. Her træder I – helt bogstaveligt – ind i en anden verden, når I tager VR-brillerne på. Hos VR-Caféen Limitless i Frederiksgade – som faktisk var den første af sin slags i hele Nordeuropa – kan hele familien træde ind i en anden verden og opleve alt lige fra klassiske skydespil til en svømmetur i et smukt koralrev eller en tur i et spøgelseshus.

 

Udfold jeres kreative evner på Dokk1

Dokk1 har i uge 7 åbent for alle – ligesom i alle andre uger. Men i vinterferien byder Dokk1 på lidt mere end de sædvanlige, kreative udfoldelsesområder. I denne uge kan du for eksempel tage familien med på Rampen og udfolde jeres kreative evner, når I laver jeres egne vindmøller, mens I lærer om vind-energi i samarbejde med Energimuseet. 

 

Hvis I er fan af bog-serien “Det gyldne kompas” vil I helt sikkert være fan af værkstedet på Dokk1, hvor I kan lave jeres egne Sjæledyr. Men her er I selvfølgelig også velkomne, selvom I ikke har kendskab til bøgerne. 

 

Prøv kræfter med maleri-fægtning og længde-tegning på ARoS

ARoS holder vinterferie for hele familien, hvor I kan være kreative med eksempelvis længde-tegning og maleri-fægtning. I kan desuden tage hele familien med til en omgang kunst-fitness. Alle børn og unge under 18 år har gratis adgang til ARoS, hvorfor det er en oplagt mulighed for en aktivitet, som kan engagere hele familien. I kan selvfølgelig også gå på opdagelse i alle de mange udstillinger, som altid er på museet – og naturligvis slutte af med at hilse på Boy og gå en tur i Regnbuen. 

Se også vores guide om ARoS her.

Tag ud i det blå i uge 7 – udendørsaktiviteter i Aarhus

Hvis vi er heldige her i Danmark kigger solen også frem, selvom termometret siger temperaturer under 10 grader. Så det er med at hoppe i vinterstøvlerne og finde de varme frakker, hvis I vil udenfor og nyde solens varme stråler. Der er også rig mulighed for at lave spændende og lærerige aktiviteter udenfor i Aarhus og omegn i børnenes vinterferie.

 

Gå på lysjagt i Den Gamle By

I vinterferien kan hele familien tage en tur i Den Gamle By, hvor temaet er lys. Børnene kan tage på lysjagt rundt i de brostensbelagte gader, mens de bliver klogere på lyset og dets udvikling – fra dengang, man brugte pisprås og til i dag, hvor stort set al vores lys kommer fra el-pærer. Børnene kan bygge deres egen pisprås og tage med hjem, og hele familien kan hygge med gammeldags fastelavnsboller eller lege på den gammeldags legeplads, som byder på blandt andet tøndebånd og stylter.

 

Fodr sika, dåvildt og vildsvin i Marselisborg Dyrehave

Marselisborg Dyrehave har altid åbent – men vinterferien er en oplagt mulighed for at mødes med hele familien og bruge et par dejlige timer sammen i det – forhåbentligt – gode vinterferievejr. Dyrehaven er hele 22 hektar stor, og her kan I opleve sikavildt, dåvildt, vildsvin og andefamilier. Hvis I har lyst, kan børnene prøve at fodre de vilde dyr med æbler og gulerødder – husk at lade dyrene komme til jer og ikke omvendt. I bliver helt sikkert overraskede over, hvor nysgerrige nogle af dyrene faktisk er. Medbring en kande med kaffe eller varm kakao og slå jer ned på én af de mange bænke og nyd roen og de mange indtryk.

 

Husk, at dyrene ikke må fodres med brød, pasta eller lignende – det kan deres fordøjelsessystem nemlig ikke tåle.

 

Spin og snut på den udendørs skøjtebane ved Musikhuset

Skøjteløb er ikke kun for kunstskøjteløbere – det kan sagtens være en (udendørs) aktivitet for hele familien i jeres vinterferie. Her er den udendørs skøjtebane ved Musikhuset nemlig stadig åben – selvfølgelig med forbehold for dårligt vejr eller vand på banen.

 

Her kan hele familien nyde et par dejlige timer i frisk luft. Skøjtebanen har åbent fra kl. 10 og til kl. 17, 18 eller 20 – afhængigt af hvilken dag, I kommer. I kan medbringe jeres egne skøjter, hvis I har dem, eller I kan leje et par for kun 50 kr. Det er helt gratis at benytte skøjtebanen. Så det er altså en god mulighed for en gratis aktivitet for hele familien i vinterferien, hvis I har jeres egne skøjter.

 

Bliv klogere på Aarhus – tag på en guidet Byvandring

Der er rig mulighed for at lære en masse om Aarhus og de mange bygninger, der befinder sig i centrum af byen. Det kan man eksempelvis gøre ved at tage på en guidet tur med en hjemløs, hvis man vil have et unikt og ærligt indblik i de mere barske omgivelser på Aarhus’ gader.

 

Der er naturligvis også mulighed for at tage på en “almindelig” byvandring i Aarhus. AarhusGuiderne har året rundt en lang række af faste rundvisninger i forskellige dele af byen, som man kan deltage i. Hvis man er en aktiv familie, er der også mulighed for guidede løbeture med Go Running Tours Aarhus eller måske guidede cykelture med Cycling Aarhus. 

 

Besøg én af Aarhus’ mange udendørs legepladser

Afhængigt af, hvor gamle jeres børn er, kan der være forskellige præferencer i forhold til legepladser. Men der er helt sikkert en legeplads i Aarhus eller omegn, som jeres børn vil elske at tilbringe tid i. Medbring en kop kaffe og slip børnene fri på én af Aarhus’ mange udendørs legepladser. Prøv eksempelvis legepladsen Kloden ved Dokk1, hvor der er fem forskellige legeområder – nemlig én for hver verdensdel. Her kan børnene følge en legerute, som fører dem ud på en eventyrlig lege-rejse. For de voksne er der samtidigt udsigt over Aarhus Havn.

 

I det centrale Aarhus er der utallige offentlige legepladser – for eksempel i Botanisk Have, på Steen Billes Torv på Trøjborg og på Tietgens Plads på Frederiksbjerg. Vil I hellere lidt udenfor byens stress og jag, er der også dejlige legepladser i de lidt højere postnumre. Prøv for eksempel legepladsen ved Bellevue i Risskov eller naturlegepladsen Eventyrskoven i Odder.

 

Se evt. også vores artikel om at du kan få en gastronomisk oplevelse til en fornuftig pris gennem DinnerDays i uge 7.

 

Jeg elsker at opdage nye inspirerende sider af Aarhus, uanset om det er en intimkoncert på Radar, en filmvisning i Domen eller en gastronomisk oplevelse i kælderen ved Klostergrønt. Jeg håber, at du vil med på opdagelse og lade dig inspirere af Aarhus’ mange sjove og unikke muligheder.

Eline@tipaarhus.dk

Privatlivspolitik