Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Byguide til Trøjborg

Trøjborg-kvarteret kan bedst beskrives som en by i byen. Den beskedne, men hyggelige, bydel har lidt det hele, og du behøver ikke bevæge dig uden for Trøjborg for at finde kulturtilbud, specialbutikker og gode restauranter. Bor du i Aarhus uden at kende til Trøjborgs gemte perler, eller har du en Aarhus-tur i vente, så læs med her og bliv klogere på, hvad der gør Trøjborg værd at besøge.

Trøjborg Isenkram

Du kan ikke undgå at lægge mærke til vinduerne i Trøjborg Isenkram på din vej rundt i kvarteret. Isenkramforretningen har eksisteret siden 1930, og er en rodebutik af dimensioner – på den fede måde.

Her kan du nemlig gøre dig et unikt fund. Søger du retro-kagedåser fra 1970’erne, en enkelt underkop af det småblomstrede musselmalede stel, eller måske en plastik-stork som pynt til vindueskarmen, så kan Trøjborg Isenkram meget vel have netop det på lager.

Trøjborg
Billede af Trøjborg Isenkram fra forretningens facebookside 

Peder Wessel

En klassiker på Trøjborg er det brune værtshus, Peder Wessel – opkaldt efter søhelten Peder Wessel Tordenskiold, som desuden har lagt navn til Trøjborgs hovedgade, Tordenskjoldsgade.

På Peder Wessel er der rig mulighed for at få en sludder over et Aarhus-sæt, deltage i banko og quizzer eller nyde en omgang live musik. Værtshuset er dermed det perfekte sted at starte byturen, inden man ender ved Åboulevardens diskoteker, kun en rask gåtur fra Trøjborg.

Trøjborg
Billede af Peder Wessel fra værtshusets facebookside

Trøjborgs helt egen biograf

Trøjborg har sin helt egen biograf, tidligere kendt som Palads Teatret, og er i dag ejet af Nordisk Film Biografer. Biografen er et fint alternativ til de store biografer i centrum, da den beskedne biograf har mere charme med en foyer, der mest minder om en lille café.

Her kan du læse en biografi over gamle skuespillere og inden filmen starter, er der mulighed for at deltage i det såkaldte “biospil”, hvor du kan quizze dig til lidt ekstra guf til filmen. Biografen viser både de store filmtitler, men har også et par film på programmet, som bevæger sig uden for mainstreamkulturen.

Trøjborg
Billede af biografen fra Kino.dk

Ana Frugt og Grønt

Et af de absolut bedste steder på Trøjborg må være Ana Frugt og Grønt. Ud over frugt og grønt sælger de også friske tulipaner, tyrkiske specialvarer og ikke mindst, smagfulde salater og ruller.

Særligt lækkert er deres store bland-selv-udvalg af chokoladeovertrukne dadler og nødder. De har næsten altid drøntravlt, men ikke desto mindre er betjeningen i Ana venlig og personlig. Ejerne har masser af humor, og kan snildt overtale dig til at få en ekstra stærk köfte-rulle, selvom du egentligt gik efter en plain.

Trøjborg
Billede af det lækre salatudvalg fra Ana Frugt og Grønts facebookside

Trøjborg Beboerhus

Er du til kulturoplevelser, så har du mulighed for at benytte dig af Trøjborg Beboerhus på Tordenskjoldsgade 31 over gården. Beboer- og kulturhuset styres af Trøjborg beboerforening og er skabt og drevet af frivillige kræfter.

Trøjborg Beboerhus har en lang række tilbud, såsom lerværksted, undervisning for børn i det brasilianske kampspil Capoeira samt danseundervisning i mambo, tango og salsa. Indimellem kan man deltage i arrangementer og mindre koncerter. Endeligt har huset en vegetarisk madklub med fælles madlavning og -spisning, som er åben for alle.

Chez Tony

Trøjborg har mange gode bud på spisesteder. En af de nævneværdige er den græske restaurant Chez Tony, der faktisk betyder “hos Tony” på fransk. Tonys restaurant udmærker sig med sin ‘Golden Chiko’ kylling med sprødt skind og tzatziki toppet med et drys persille og paprika.

Man kan let få det indtryk, at Chez Tony ikke selv er helt klar over, hvor gode de egentligt er, for her kan du let blive mæt uden at tømme kontoen.

Chez Tony
Billede fra Chef Tonys Facebookside

Hvis du er til mere græsk mad kan du desuden læse vores anmeldelse af restauranten Sevags i Egå, drevet af Tonys lillebror.

Dolce Vita på Trøjborg

På hjørnet af Peder Skrams Gade og Tordenskjoldsgade, finder du den lille isbar – eller gelateria’et – Dolce Vita, hvor der i sommermånederne ses lange køer helt ud på gaden. Isbaren er at finde flere steder i Aarhus, men ejeren, Roberto Damo, tog for knap 20 år siden sine første spadestik på Trøjborg.

Han er uddannet Gelataio – ismager – i Venedig, og laver naturligvis is efter originale italienske opskrifter. Alle ingredienser bliver rørt i hånden hver morgen, så du kan derfor forvente at få en frisk, blød is – uanset om du vælger mælkeis, yoghurtis, mouse eller sorbet. Vil du have en kop kaffe til isen, har Dolce Vita endda lanceret sin egen hjemmeristede kaffelinje, Caffè by Dolce Vita, naturligvis også lavet på traditionel italiensk vis. Vil du hellere lave kaffen selv, kan du købe en pose af deres friskmalede eller hele bønner med hjem.

Trøjborg
Billede af Dolce Vita fra isbarens facebookside

Har du fået lyst til mere is, så tag et kig på vores isguide.

Riis Skov

Går du mod vandet ad Peder Skrams Gade rammer du Riis Skov, som teknisk set ikke hører til Trøjborg, men alligevel forbindes med kvarteret. Skovbunden er fyldt med de kraftigt duftende ramsløg, og her må man ifølge skiltene plukke, hvad der kan være i en hat. Skoven er smukt placeret mellem by og hav, og du finder mange gamle krogede træer, der stadigt hænger ved på den stejle skrænt.

I Riis Skov kan man deltage på yogahold, træne på udendørs motionsredskaber eller slænge sig på solsengene på Skovtoften, hvor der indimellem dukker en kaffevogn op. Er du sulten, er det også muligt at få en middag på den fredede Sjette Frederiks Kro, der har en smuk udsigt til vandet, med let adgang til Den Permanente Badeanstalt nedenfor. I Riis Skov finder du også Tumlepladsen, hvor der er borde-bænkesæt og bålhytte, der kan bookes via Friluftsliv Aarhus. Har du lyst til flere naturoplever kan du læse vores naturguide til Aarhus.

Trøjborg
Billede af Skovtoften ved Riis Skov taget af RhinoMind

Nordre Kirkegård

Når nu du er i kvarteret, bør du gå en tur gennem Nordre Kirkegård. Her kan man nemlig fortabe sig i de mange gamle monumenter og gravstene fra den tid, hvor man skrev detaljer om afdødes erhvervsliv og stand.

En hel del kendte er gennem tiden blevet begravet her, blandt andet Ferdinand Salling, grundlægger af Salling Stormagasiner og Peter Holm, museumsdirektør og grundlægger af Den Gamle By i Aarhus. Aarhus Kommune har i dag planer om at Nordre Kirkegård skal omdannes til en ‘skovkirkegård’.

Steen Billes Torv

Steen Billes Torv er et af de mere oversete steder i Aarhus. Her er tre kvinder i 20’erne undervejs med at lave et årligt tilbagevendende loppemarked kaldet Steen Billes Lopper, hvor man kan købe alt fra genbrugsmøbler og vintagetøj til blomster og keramik. Torvet er i dag mest brugt af de yngste trøjborgensere, da der er legeplads og en skaterbane.

Steen Billes Torv
Billede af Steen Billes Torv fra Facebooksiden Steen Billes Lopper

Clemens antikvariat [Lukket pga. renovation]

Den sidste på listen kan du roligt sætte god tid af til, for vi skal til Clemens Antikvariat. Her er tætpakket med bøger fra gulv til loft og borde med bøger stablet i høje stakke.

Her kan du gå på opdagelse i alverdens fag- og skønlitteratur samt LP’er med alt fra soul til spoken word. Clemens har over 100.000 titler på lager og et internet-antikvariat, der runder 45.000 søgbare titler. Clemens har desuden eget forlag ved navn Clemens Forlag.

Clemens antikvariat
Billede af Clemens Antikvariat fra deres facebookside

Tilbud i Aarhus

MIBbageri
Studierabat hos MIBbageri i Aarhus
Se tilbud
En aften på kroen
En aften på Kroen
Se tilbud
sandwich hos jenin
Smagfulde palæstinensiske sandwichmenuer hos Jenin
Se tilbud

I samme kategori

cocktailbarer i Aarhus
brætspil aarhus
Barer i Aarhus - Udvalgt billede
Bryllup-1

Tip os

Send dine tips til byen og del dem med resten af Århus – fra århusianer til århusianer!

Mest læste

Udeservering (udvalgt billede)
Juliette-brunch-1
Det sker april
Take away i Aarhus

Populære kategorier

Information

Nyhedsmail

Vind 4 entrebilletter med turbånd til Tivoli Friheden

Tilmeld dig TipAarhus’s nyhedsbrev, og deltag i konkurrencen om 4 entrebilletter med turbånd til Tivoli Friheden.