Guide: De bedste vandreruter i Aarhus
Aarhus byder på flere forskellige vandreruter omgivet af smuk natur. Har du brug for at komme væk fra byens larm og samtidig få frisk luft, er der både mulighed for lange og korte ruter. Ruterne er inden for gå- og cykelafstand, så det er bare med at snøre skoene og komme afsted.
Brabrandstien:

Brabrandsstien er en klassiker for Aarhusianere, da den nemt kan tilgås fra byens centrum. Den asfalterede rute starter ved Ceres og går langs åen, som kan følges helt hen til Brabrandsøen. Derfra fortsætter ruten rundt om Brabrandssøen, som er knap 10 km. Undervejs er det muligt at se forskellige dyr, som bl.a. grågæs, blishøns, geder og køer.
Derudover går ruten forbi fugletårnet, som giver et godt udsyn over søen. Der er flere bænke langs ruten, som frit kan benyttes til f.eks. medbragt mad og drikke. Kommer du fra hjertet af Aarhus, er der mulighed for at købe varme drikke ved Aabrinken, hvor der i weekenden ofte holder en kaffevogn.
Længde: 9,6 km.
Tid: 2 timer
Riis Skov:

Riis Skov er en frodig skov med udsigt over Aarhus bugt. Ruten på 3,2 km er den perfekte søndagsgåtur i naturen. Grusstierne tager dig med forbi udsigtspladsen med frit udsyn til lystbådehavnen og bydelen Aarhus Ø, hvor flere nye byggerier opføres.
Ved siden af findes fitnesspladsen med forskellige udendørs træningsfaciliteter samt tumlepladsen, hvor børn og barnlige sjæle kan slå sig løs omkring bålhuset. Ruten starter og slutter samme sted på parkeringspladsen ved Sjette Frederiks Kro. Ved start- og slutsted er det også muligt at tage trappen ned til vandet, hvor byens vartegn Den Permanente er placeret.
Længde: 3,2 km
Tid: 45 min.
Moesgaard: En tidsrejse:

Moesgaard Museum har lavet en vandrerute i Moesgaards naturskønne omgivelser. Den fire kilometer lange rute er ikke som de fleste vandreruter. Den byder nemlig på flere historiske monumenter, som tager dig med tilbage i tiden.
Ruten går bl.a. gennem den rekonstruerede oldtidsskov og en 100 år gammel bolig fra Thailand. Turen byder udover ny historisk viden også på rolig og smuk natur. I skovens dybe ro ligger den hyggelige Restaurant Skovmøllen, som især er kendt for sine kaffe- og kagetraditioner, hvis benene er blevet trætte eller fødderne kolde.
Længde: 4 km.
Tid: 45 min.
Kystruten:

Kystruten strækker sig, som navnet antyder, langs kysten fra Tangkrogen til Skovmøllen med Moesgaard. Den er 17 km lang og følger stisystemet hele vejen. Start- og slutsted er ved Chr. Filtenborg Plads tæt ved Tangkrogen.
Det er kun starten af ruten, som går langs med den større vej, ellers vandrer du i naturområder til lyden af bølgeskvulp. Der er flere trapper, som går fra ruten direkte ned til stranden, hvis du vil endnu tættere på vandet. De mange sten på stranden kan gøre det lidt udfordrende at vandre helt tæt ved vandet.
Der er dog gode muligheder for at komme helt tæt på vandet ved kunstværket Den Uendelige Bro, som befinder sig i starten af ruten ud fra Varna Palæet. Ruten går videre forbi Dyrehaven, hvor hjorte går frit rundt, hvilket er et stort hit blandt store og små. Toiletter findes ved Ørenreden.
Længde: 17 km
Tid: 3-4 timer
Den blå rute:

Den blå rute er praktisk med samme start- og slutsted ved Den Gamle By. Den følger stisystemet langs åen og går senere rundt om både Brabrandsøen og Årslev Engsø.
Ruten strækker sig over 25 km, men med flere muligheder for at korte af undervejs. Ruten er i rolige omgivelser omkring sø og skov, hvor der kun er få steder med krydsende veje. Der er skilte undervejs, som fortæller om historien og naturen, der gør sig udmærket i området.
Længde: 25 km
Tid: 5-6 timer