Væksthusene er en del af Science Museerne i Aarhus. Savner du en stille oase i byen? Så læg vejen forbi Væksthusene, hvor du kan udforske knap 2000 forskellige plantearter fra hele verden, og høre om, hvordan man bruger planterne i forskellige kulturer.

Rejs hele verden rundt på én dag

Væksthusene er placeret i Botanisk have i det centrale Aarhus, men selvom du er tæt på byens larm, er det som at træde ind i en grøn oase. Her bevæger du dig ad snoede små stier på vej gennem fire forskellige væksthuse, der hver især har sin egen klimazone: Middelhavshuset, Ørkenhuset, Bjergskovshuset og Tropehuset.

Middelhavshuset

I Middelhavshuset kan man finde planter fra Middelhavsområdet såvel som Sydafrika, Australien, Chile og Californien, som også har et subtropisk middelhavsklima. Du kan genkende dette væksthus på de duftende krydderurter, men det er også her du finder kødædende planter såsom Fluetrompet og Venus Fluefanger - planter, der spiser små insekter. En særlig smuk plante er Paradisfuglen, også kaldet et papegøjenæb.

Paradisfugl. Pressefoto af Væksthusene, Science Museerne

Ørkenhuset

I Ørkenhuset kan man straks fornemme, at planter, der vokser i et sådant klima, skal kunne tåle ekstrem tørke - såsom kaktusplanter og sukkulenter. Som noget helt unikt kan du se Væksthusets Agave, som er knap 50 år gammel, og den har dermed oversteget sin arts normale levealder på 10-30 år. En anden unik blomst er den Levende Sten, som efterligner sine omgivelser for at beskytte sig selv. Man kan derfor let overse den, men indimellem kan man være heldig at se den sætte en smuk hvid blomst.

Levende sten. Pressefoto af Væksthusene, Science Museerne

Bjergskovhuset

Bjergskovhuset imiterer de tropiske bjerges ‘tågeskove’, altså skove, der ligger i højde med skydannelser. Her findes bregner, citrusfrugter, orkideer og ananas. En af de sjove planter kaldes for Spaniol-skæg - den er en såkaldt epifyt, dvs. en plante, der er er så smart at vokse ovenpå andre planter for at komme op i lyset, og dermed ikke skal bruge krudt på at danne deres egen stamme. Det er også i Bjergskovhuset at man finder planter, hvorfra man laver te og kaffe.

Spaniol-skæg. Pressefoto af Væksthusene, Science Museerne

Tropehuset

I Tropehuset skal du have jakken af, for her er varmt og fugtigt. Her vokser gigantiske palmetræer og lange lianer, og du kan høre trope-lyde over højtaleren og se smukke flaksende sommerfugle. Der er hele 19 meter op til toppen af kuplen, og bestiger du trappen til udsigtstårnet, kan du se hele herligheden oppefra. I Tropehusets dam finder du også kæmpe åkander, som efter sigende kan holde vægten af et barn uden at synke til bunds. Ved dammen kan man også se den invasive art, Vandhyacint, som museet jævnligt plukker og sender til Randers Regnskov som foder til søkøerne.

Det unikke ved Væksthusene er, at der altid er noget forskelligt at se, afhængigt af hvornår på døgnet og året du kommer, da naturen naturligvis også ændrer sig. Væksthuset har også en række særlige planter, som sjældent blomstrer, og hvor gæster derfor må vente i spænding. I 2019, på Valentinsdag, blomstrede Væksthusenes såkaldte Penisplante for første gang i otte år, for blot at afblomstre få dage efter. Penisplanten lugter af råd, men var ikke desto mindre lidt af et tilløbsstykke.

Udstilling: Botaniske Detaljer

Udover de fire klimazoner kan man også se udstillingen Botaniske Detaljer, som består af illustrationer tegnet af den nu afdøde Bent Johnson, som underviste i tegning af planter på Københavns Universitet, og hvis illustrationer er tegnet til Aarhus Universitet i forbindelse med undervisning i botanik.

Jul i Væksthusene

Tropehusets varme og fugtige klima gør Væksthusene til et perfekt udflugtsmål på kolde og grå vinterdage, og i vintersæsonnen er der også mulighed for at deltage i særlige julerundvisninger. Her kan du efter lukketid smage på julens planter i ro og mag, mens dygtige biologistuderende fra Aarhus Universitet tager dig med rundt i alle klimazoner og fortæller om madkultur og traditioner relateret til planter fra hele verden. Hør om, hvordan kanel og vanilje i gamle dage var en luksusvare, og bliv klogere på, hvordan man har tilberedt og serveret risengrød, og hvilke plantearter, man her har brugt. Hold øje med juleprogrammet her.

Jul i Væksthusene set fra Botanisk have. Pressefoto af Science Museerne, Aarhus Universitet

Smag på verden [aflyst pga. Covid-19]

I sommerhalvåret tilbyder væksthusene rundvisningerne Smag på verden i Aarhus. Her kan du blive klogere på klimaets betydning for, hvorfor vi spiser, som vi gør. Temaer som klimavenligt plantemad og klimabevidsthed kommer også på dagsordenen. Her kan du få smagsprøver af brændende stærke chilier, agavesirup og en rodfrugt som smager af yoghurt - og så kan du lære at kende forskel på gode - og mindre gode - oliven. Læs nærmere om rundvisningerne her.

Smag på Verden i Aarhus. Pressefoto af Væksthusene, Science Museerne

Børnespor, interaktive skærme og planteguide-app

Er man ikke til guidede ture kan man også selv hente viden ved de mange interaktive skærme med små film og tekster om planter og kulturvaner. Væksthusene har også udviklet deres egen app, kaldet USEEUM. App’en fungerer som en planteguide, hvor du selv kan vælge, hvilke planter du vil vide mere om, og Væksthusene undgår dermed at blive en uoverskuelig ‘skilteskov’.

Væksthusene er i høj grad også en familievenlig oplevelse, og blev i 2015 kåret til Byens Bedste Familieoplevelse. Børn kan let selv gå på opdagelse langs de små stier og afstikkere, hvor der er plantet små letlæselige skilte med spørgsmål - eksempelvis om man kan finde et dyrefodspor i bjergskovene - og gætte, hvilket dyr det er. I caféen er det også muligt at tegne og låne spil. Med andre ord er der noget for enhver alder i Væksthusene.

Væksthusenes Café

Du kan nyde en lækker frokost eller kaffe og sødt i Væksthusenes café. I sommerhalvåret holder Væksthusenes café aftenåbent om onsdagen, så her er der chance for at få at nyde et godt måltid i unikke omgivelser. Maden er rustik og enkel og indeholder gerne en masse grønt, tilpasset efter årstiderne.

Botanisk have

Botanisk Have er også en del af Science museerne, hvor mange frivillige fra Botanisk Haves Venner passer bedene. I haven kan du både slænge dig på de store åbne græsområder eller slå dig ned på en bænk i de små skjulte kroge af parken.

Botanisk have bliver flittigt brugt af aarhusianerne til alt fra løbetræning og spadsereture til eksamenslæsning og sommergrill-aftener. I Botanisk Have kan du også nyde lyden af små klukkende vandløb, som sammen med søerne ender i kanalerne i Den Gamle By.

Læs også vores museumsguide til Den Gamle By.

Foto fra Botanisk Have og Væksthusenes Facebookside.