Er du blevet optaget på studie i Aarhus, og har du derfor rykket teltpløkkerne op og flyttet ind i en studielejlighed eller et bofællesskab i byen? Eller skal du bare igang med et nyt semester? Uanset er Aarhus er en fantastisk studieby, og du skal glæde dig til alt det, byen byder på af fede koncerter, smagsoplevelser og byture. I denne guide kan du finde spændende oplevelse som SU-venlige.

Det er nemlig dyrt at bo til leje i Aarhus - og den beskedne SU-sats har ofte svært ved at række til de mange spændende oplevelser. Heldigvis byder byens cafeer, restauranter, biografer og museer på et hav af gode studierabatter som kan forsøde dit studieliv. Herunder bliver du præsenteret for et udsnit af de mange studierabatter i byen – men hovedreglen er, at du ikke skal tøve med at finde studiekortet frem sammen med dankortet.

Studenterrådets studiemesse 2020

Studenterrådets studiemesse afholdes hvert år ved studiestart, og her får du for alvor serveret byens studierabatter og studietilbud på et sølvfad.

Jeg besøgte selv messen sammen med mine nye medstuderende ved min studiestart i 2016, og jeg kom hjem med et billigt årskort til Aros, et medlemskab af en A-kasse, et gratis Information abonnement og ikke mindst en billig indboforsikring. Samtidig fik vi en masse gratis chokolade, kaffe, smarte indkøbsnet og nylavede popcorn.

Er du allerede fra dag ét interesseret i dine muligheder for et udvekslingssemester eller foreningsarbejde under din studietid, finder du også flere stande som præsenterer de forskellige muligheder for dig.

Download appen ‘Studiz’

Gennem appen Studiz kan du registrere dit studienummer, og få et digitalt studiekort. Det er vildt smart - og det fungerer samtidig uden en indskrivelse bekræftelse, som du ellers skal vise, for at bekræfte, at du er aktiv studerende.

Samtidig giver det dig et godt overblik over byens studierabatter indenfor mange forskellige kategorier. Gør det derfor til en vane at søge på Studiz inden du foretager et køb - måske du kan skære 25 % af regningen på dine dyre studiebøger?

Restauranter og cafeer

Rigtig mange aarhusianske cafeer, barer og restauranter byder de studerende velkomne med studierabat, og derfor er et godt tip, at du altid bør flashe dit studiekort eller vise det på Studiz, før du kører dankortet igennem og betaler for den lidt dyre café latte. Men jeg har alligevel lavet en oversigt til dig herunder, så du kan finde de bedste rabatter.

Restaurant Olive

Kaløgade 1, 8000 Aarhus C

Fransk charme og 3 retter for 230 kr. Tag et smut forbi Restaurant Olive, og nyd dagens tre retters med studierabat. Du kan tilmed medbringe din egen vin fra Nettos discount afdeling - dét bliver næsten ikke billigere, og er derfor de perfekte rammer til en hyggelige aften med dine nye studiekammerater.

Tapashi

Klostergade 52, 8000 Aarhus C

Hos Tapashi har de kombineret tapas og sushi. Begge dele er velsmagende og kokkereret med kvalitets råvarer. Og som studerende får du 20 % på hele regningen når du bestiller take away.

Superbrugsen Vesterbro Torv

Vesterbro Torv 1, 8000 Aarhus C

Superbrugsen Vesterbro Torv, er den perfekte dagligvarebutik for dig, som er studerende. Følger du med på deres Facebook side, bliver du hver dag præsenteret for et hav af gode tilbud på blandt andet frugt og grøntsager - og somme tider, kan du endda hente en gratis agurk. Men ikke nok med det får du som studerende 10 % rabat på hele regningen.

Kunst og kultur

Aarhus er en spirende kulturby, som byder på spændende oplevelser inden for blandt kunst og kultur. Er du kulturelsker er det derfor bare med at udforske byens mange spændende institutioner og skjulte skatte.

Det er dog ikke gratis at besøge museerne, kulturinstitutionerne og biograferne, men heldigvis har langt størstedelen af dem habile studierabatter på entrepriserne.

Den gamle by

Viborgvej 2, 8000 Aarhus C

I hjertet af Aarhus finder du Den gamle by. Her træder du ind i en mindre dansk købstad i 16-, 17- og 1800-tallet, og du kan opleve alt fra velbevarede bindingsværk til bagerforretninger. Du kan læse vores guide til den gamle by her.

Der er tilmed skruet helt op for studierabatten hvor du får 50 % rabat på billetten.

Teatret Svalegangen

Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

Er du vild med teater, skal du besøge Teatret Svalegangen. Her finder du ugentligt et hav af spændende forskelliger og shows, og med gyldigt studiekort får du 50 % på billetprisen.

Aarhus Teater

Teatergaden, 8000 Aarhus C

Hos Aarhus Teater, kan du også få rabat på alle forestillinger, som koster 80 kr. for studerende - og deres motto er ‘billigere end biffen’, og selvom det også er sjovt at gå i biografen, skal en teateroplevelse med på to do-listen.

Aros

Aros Allé 2, 8000 Aarhus C

Aros er et af Aarhus varemærker, og med den ikoniske regnbue beliggende på toppen af Aarhus, er Aros også svær at overse.

Jeg har gennem flere år købt årskort/medlemsskab til Aros på årets studiemesse, og jeg har derfor været en flittig besøger, når der kom nye udstillinger, eller der blev afholdt arrangementer for medlemmer. Derudover har jeg været flittig bruger af Aros’ bibliotek, hvor man kan læse og skrive eksaminer i flotte og rolige omgivelser. Du kan læse mere om Aros og de spændende udstillinger i vores guide.

Som studerende kan du få et årskort til Aros for 220 kr. - og dette giver dig samtidig mulighed for at medbringe en gratis ledsager under 31 år. Et enkelt besøg koster 120 kr. for studerende.

Kunsthal Aarhus

Er du interesseret i kunst, skal du også besøge Kunsthal Aarhus. Kunsthallen ligger lige overfor Aros på J. M. Mørks Gade 13, og her er altid gratis entre, både for studerende og ikke-studerende.

Musikhuset

Thomas Jensens Allé 2, 8000 Aarhus C

Musikhuset Aarhus byder på comedy shows, foredrag og fede koncerter for enhver smag, og som studerende får du 80 kr. i rabat på udvalgte forestillinger.

CinemaxX, Nordisk film og Øst for Paradis

Biograferne er ikke lige så rundhåndede, når det kommer til studierabatter, men fremviser du dit studiekort er det alligevel muligt at spare 10-15 kr. på de fleste filmvisninger hos både CinemaxX, Nordisk film og Øst for Paradis. Du kan læse mere om de aarhusianske biografer her.

Biograferne viser altid de gode, landsdækkende film, Men er du en filmnørd, der nyder at se ældre film, og dykke ned i Spielberg, film noir og fransk neorealisme, skal du holde dig opdateret på begivenhedskalenderen hos den hyggelige biograf Øst for Paradis.

Spar penge på tandlægeregningen

Det værste scenarie må være en visdomstand der klager, og en tandlægeregning der simpelthen er for dyr til en SU-indkomst.

Men heldigvis er det et scenarie, du kan undgå, for du kan også få studierabat på tandlægeregningen. Hos Tandlægerne Tehrani Smith får du hele 25 % på tandlægeregningen, også hvis du skal have fjernet en visdomstand!

Cut 15 % af frisørregningen

Trænger spidserne til en studsning, kan du hos flere frisører få cuttet lidt af frisørregningen. Hos Birthe Gleerup i Badstuegade får du 15 % studierabat på alle klip og farvebehandlinger.

Et andet godt tip til dig, der vil spare på frisørregningen er at vælge de frisører der ikke ligger helt inde i centrum. Derudover kan du altid besøge Frisørskolen, hvor du kan få et elevklip for omkring 100 kr.

Jeg håber, at du blev klogere på Aarhus’ mange studierabatter og tilbud. Du kan finde endnu flere på Studiz, og ellers er det bare med at spørge efter studierabat, når du går på opdagelse i byens mange afkroge.