SPOT 2023: 10 koncerter vi glæder os til at høre!
Hvert år i starten af maj bliver Aarhus forvandlet til én stor livescene med up-coming musik på alle byens venues. Der er traditionen tro igen i år et program så spækket med fede musikere, at man får lyst til at rende byen tyndt for at høre alle koncerterne. Men det kan også være lidt af en jungle at finde rundt i de mange koncerter. Derfor har vi samlet en liste over 10 koncerter på SPOT 2023, som vi i hvert fald glæder os til at høre.
Hvad er SPOT?
SPOT er en festival, hvor du kan høre de nyeste og mest inspirerende skandinaviske musikere. Det er en festival, der sætter et stort program med over 200 koncerter, og hvor du uden tvivl vil kunne finde din næste yndlingsmusiker. Med et line-up der spænder over genrer som elektronisk, indie, pop, rock, R&B, jazz, folk og metal er der både helt spæde debutanter og etablerede kunstnere på programmet.
Den første SPOT Festival blev afholdt i 1994, og siden da har dugfriske musikalske talenter fået vind under sejlende gennem festivalen.
SPOT foregår rundt omkring på forskellige venues i Aarhus fredag d. 5. maj og lørdag d. 6. maj.
Husk at tjekke tidspunkt og venue for de koncerter, du gerne vil høre. Læs om festivalen og se hele programmet her!
DATTER

Det danske band DATTER har med sine rødder i indie-musikken et lydbillede og et tekstunivers, som skaber en helt særlig nerve. I slutningen af marts udgav de tre musikere deres debutsingle, og til SPOT kan du høre dem med liveband.
Hør før koncerten: Bagover
Hvor: Bassinscenen, Musikhuset
Hvornår: Fredag d. 5. maj kl. 15.45
Michelle Ullestad

Michelle Ullestad er en norsk pop-musiker, der debuterede i 2019. Siden da har hun været stærkt på vej ind på musikscenen med sine rammende og rørende sange om livet sat på elegante popmelodier.
Hør før koncerten: Emilie
Hvor: Lille sal, Musikhuset
Hvornår: Fredag 5. maj kl. 17.00
orbit

Er du til elektronisk musik og atmosfæriske lydbilleder, så må du ikke gå glip af tyske orbit. Producer og sangskriver Marcel Heym sender dig ud i et drømmende kredsløb omkring synth, akustisk guitar og bløde vokaler.
Hør før koncerten: Perspectives
Hvor: A-huset
Hvornår: Fredag d. 5. maj 17.15
Sauna Senere

Sauna Senere er en dansk musikgruppe, der blev dannet i 2021. Gruppen består af forsanger og guitarist Johan Bølling-Ladegaard, på keys Jacob Ferdinan og trommeslageren Anders Nebeling. Selv kalder gruppen sin musik for “postpunket-romantisk-poppet-dansksproget, hvor lyden er skramlet med højt tempo”.
Hør før koncerten: Forskel
Hvor: HeadQuarters
Hvornår: Fredag d. 5. maj 19.00
The Preachers

Får du under SPOT lyst til en god gedigen omgang garagerock, så tag til HQ fredag aften. The Preachers er en duo fra København, der med larm, høj energi og ørehængende riffs spiller dig hele vejen fra garagen til den amerikanske vestkyst.
Hør før koncerten: Boytoy
Hvor: HeadQuarters
Hvornår: Fredag d. 5. maj 23.00
FRAADS

Den danske hiphop duo FRAADS består af de to energiske musikere Papa Erotic og David Engelbrecht. De skaber en elektronisk verden samlet om stærk dansk lyrik.
Hør før koncerten: farlig danser
Hvor: Arkitekten
Hvornår: Fredag d. 5. maj 23.15
Zar Paulo

Du kender dem nok allerede; men selvom de er ved at etablere sig et navn, så kommer Zar Paulo altså på SPOT. Det aarhusianske band var også at finde på SPOT sidste år, og i år er de tilbage og klar til at indtage Store sal i Musikhuset med velspillende pop-rock.
Hør før koncerten: Klap For Fædrelandet
Hvor: Store sal, Musikhuset
Hvornår: Fredag 5. maj kl. 23.30
døssing

Lørdag eftermiddag kan du i det turkise telt læne dig tilbage og nyde nogle blå toner, når søskendebanden døssing indtager scenen. Kvarteten bevæger sig indenfor instrumental jazz med keys, trommer, trombone og vocal.
Hør før koncerten:
Hvor: turkis
Hvornår: Lørdag 6. maj kl. 16.00
SKAAR

SKAAR er en 24-årig kunstner fra Norge, som udgav sin debut-EP i 2020. Den unge popartist har med sin stærke vokal, vedkommende tekster og sans for melodier allerede tiltrukket sig international interesse og været nomineret til flere priser.
Hør før koncerten: As Far As We Go
Hvor: Radar
Hvornår: Lørdag 6. maj kl. 21.15
Smag På Dig Selv

Lørdag aften sætter Smag På Dig Selv gang i festen med lækker, eksperimenterende instrumental jazz i A-Huset på Institut for (X). Trioen formår virkelig at skabe en euforisk stemning. og det bliver helt sikkert en uforglemmelig fest.
Hør før koncerten: Dunkelkraft
Hvor: A-Huset
Hvornår: Lørdag 6. maj kl. 23.00
God festival!