Guide: Kreative oplevelser i Aarhus
Hvis du hungrer efter at komme ud og få noget ler under neglene eller maling på tøjet, så er der heldigvis mange muligheder for kreative oplevelser i Aarhus – både for dig der bare vil have en hyggelig, kreativ eftermiddag og for dig der virkelig brænder for at gøre noget mere ud af din kreativitet og uanset alder.
Godsbanen: En kreativ oplevelse med professionel hjælp
Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C

Er det keramik, grafiske programmer, print, laserprint, 3D, metal, træ eller smykker du gerne vil prøve kræfter med, så er Godsbanens åbne værksteder lige noget for dig. Her er der adskillige kurser hver måned, hvor juni blandt andet byder på Introkursus i smykke med vedhæng d. 8. juni, shaper origin certifikat d. 10. juni, håndgjort papir d. 25. juni og meget mere.
Nogle af de åbne værksteder kræver et introkursus.
Der er brugerbetaling ved brug af materialer
En dagsbillet koster mellem 25-100 kroner alt efter værksted.
Creative Space og Art by Me: Mal en kop, en skål eller et fad i hjertet af Aarhus
Studsgade 7

I Aarhus har vi æren af at kunne præsentere hele to cafeer, hvor du har mulighed for at male på forproduceret keramik. Både hos Creative Space og Art by Me kan du sammen med dine venner eller din familie male på keramik.
Du kan male et hav af forskellige kopper, skåle, fade, vaser, kander – listen kunne fortsætte i uendelighed. Du kan nyde en kop kaffe, mens du maler og samtidig være sammen med dine nærmeste på en anden måde. Det giver noget særligt til stemningen, at man sidder og maler imens.
Creative Space og Art by Me ordner alt det praktiske for dig, så du skal bare vælge den keramik, som du vil male på, og i prisen er alt inkluderet. Når dit kunstværk er færdigt, så brændes det nede i caféen, og så kan du komme og hente det.
Tip: Hvis du hellere vil sidde hjemme i trygge rammer, er der mulighed for at vælge en take-away pakke fra Creative Space.
Læs også:Her finder du det bedste brunch i Aarhus
Club Curious: Her er der plads til både strik, linoleumstryk, perler og meget mere
Jægergårdsgade 154 E 8000 Aarhus

Som navnet siger er der her skabt et rum for nysgerrighed. Hver onsdag holder Club Curious Kreacafé fra 15.00-19.00, hvor der er sørget for materialer og værktøj, så man kan prøve kræfter med perlesmykker, linoleumstryk og papirmamorering.
Man er også velkommen til at tage sine egne kreative projekter med.
Hvis man bare gerne vil nyde den kreative stemning, er der også mulighed for blot at svinge forbi til en fyraftensøl eller en kop filterkaffe.
Som arrangørerne selv siger: Her er alle velkomne!
Derudover byder stedet også på flere special events som Croquis og Cava, workshop i keramik og meget mere.
Der er brugerbetaling ved brug af materialer.
Følg med i alle deres arrangementer på @ClubCurious på instagram og facebook.
Dokk1: Kreative oplevelser for børn og deres voksne i Aarhus
Dokk1, Børnelab – Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus

På Dokk1 er der også noget for de lidt mindre, med deres voksne. Her findes der forskellige kreative tiltag, hvor blandt andet KREAværksted løber af stablen d. 7.-8. juni, og igen 14.-15. juni fra 16-17.30. Derudover er der i juli, Dig og din baby: Babytryk, hvor man for 125 kroner, har mulighed for at lave en platte eller en kop med babys hånd- eller fodaftryk.
Tip: Hvis du hellere bare vil læne dig tilbage og nyde andres kreativitet er der d. 23. juni en cross-over perfomance på Dokk1, i Lille Sal, ved navn IMMUNE. Det er gratis men kræver tilmelding.
Læs også:Her får du den bedste street food i Aarhus.
UKH – Ungdomskulturhuset: Åbne øvelokaler og musikstudier til de unge i Aarhus
Tage-Hansens Gade 8B

Det sidste sted jeg vil præsentere dig for, er lidt anderledes end de forrige, da målgruppen er de 15-30-årige, og da stedet har en anden karakter end de forrige. Ungdomskulturhuset beskriver sig selv som ”Et fristed hvor unge kan fylde og rode, få ro til tanker og kreativitet,” og huset rummer mange forskellige former for kreativitet.
Hvis du er nysgerrig på at skrive, kan du deltage i Skriveværkstedet, hvor du kan dykke ned i litteratur og samtidig skrive selv. Det er et åbent arrangement, som finder sted hver onsdag kl 18-21.
Hvis du med din kreativitet har nogle ambitioner om at lave musik, så er der også rig mulighed for det hos UKH. Du kan bl.a. bruge musiklokalet Åben Øver fra mandag-fredag i UKH’s åbningstider, hvor du kan øve dig på instrumenter som fx trommer og bas. Derudover kan du booke dig ind i UKH’s musikstudie, hvis du ønsker at indspille noget af dit eget.
Der er masser af muligheder og du kan tjekke det hele ud på UKH’s hjemmeside: