Jeg elsker at tage ud med mine venner. Især i Aarhus. Byen er stor nok til, at der er en masse muligheder og lille nok til, at man kan gå mellem mange af stederne. Jeg har lavet en lille liste med aktiviteter, du kan overveje at gøre sammen med dine venner.

Tag til koncert

Ja, vi kan godt blive enige om, at det er super ærgerligt, at alle store kunstnere nærmest kun spiller i København. Derfor er det vildt fedt, når udenlandske kunstnere endelig spiller i Aarhus. Både VoxHall og TRAIN er ret gode til at booke gode sangere, og så er det bare fedt at kunne tage til koncert i ens egen by. Jeg plejer løbende at holde øje med deres programmer og bliver tit overrasket over, at de booker kunstnere, som jeg faktisk ikke have regnet med. Stemningen på VoxHall er især en af mine yndlings, da venuet har tilpas nok størrelse til, at man virkelig er in the zone med kunstneren.

Bodega-hygge

Det er faktisk for ganske nylig, at jeg lærte at spille Snyd og Meyer. Hvilket også vil sige, at jeg aldrig rigtig er kommet på byens værtshuse førhen. Det er en kæmpe skam, for jeg har endelig fundet ud af, hvor grineren, det er. En spontan onsdag aften med dine venner på Peder Wessel kan altså noget. Jeg kan godt lide, når man kan hænge med sine venner, uden at det nødvendigvis skal være fint og fornemt hver gang. Der er noget ved bodegastemning, som bare er chill og derfor hyggeligt. Jeg slog mit første slag terninger på Pub’en på Jægergårdsgade, men jeg holder egentlig af de røgfri lokaler, som både Bodegaen og Peter Gift har. Jeg er stadig en rookie til både Snyd og Meyer, men jeg har også fundet ud af, at man hurtigt kan udvikle sine skills, når man øver sig. Det er fedt, hvis man tør at udfordre nabobordene og endnu federe, hvis man kan slå dem hjem.

Jazz og blues på BLÅ

I en perle gemt i en baggård kan du hver onsdag aften opleve lækker, autentisk jazz og blues på BLÅ. Forskellige kunstnere kommer og jammer, og dig og dine venner kan sætte jer tilbage nyde musikken og et glas vin. Hvis man har lidt musikalsk sans, er man mere end velkommen til at give et nummer. Ejeren af stedet spiller selv på instrumenter, og I er derfor næsten hver gang garanteret en rigtig god oplevelse. Atmosfæren på BLÅ er magisk og intens, og man skal næsten komme forbi en onsdag aften for præcist at forstå, hvad jeg mener. I weekenderne er der skruet lidt mere op for beatet og lagt op til fest for alle. Andre dage kan du også være så heldig at opleve comedy. Hold øje med deres Facebook-side, så du kan se, hvad der sker.

Torsdag aften på Shen Mao

Jeg ved ikke hvorfor, men Shen Mao om torsdagen er næsten federe end i weekenderne. Tag dine venner med torsdag aften og vær med i bordtennis-turneringen. Jeg kan love dig for, det er sjovt uanset, hvor dårlig du er. Det koster 30 kroner at låne et bat, til gengæld kvitterer de med Ceres øl, når du afleverer battet tilbage. Det, jeg egentlig godt kan lide ved Shen Mao om torsdagen, er, at klubben ikke er nær så proppet, som den ellers er i weekenderne. Stemningen er behagelig og man falder oftest i snak med dem, som er der. Du bliver hurtigt imponeret over dem, som gang på gang vinder over alle i hver runde. Hvis du ikke er til konkurrencen, kan du sagtens joine dem ude i siden, som følger religiøst med i de hede dueller. Ellers kan du starte dansegulvet, og svinge både bat og hofter til hiphop og rap. Jeg har i hvert fald ikke endnu fundet en klub i Aarhus, der spiller bedre musik.

Hep på Bakken Bears

Det er en god idé at støtte lokalsport, hvor end man er. Bakken Bears er selvfølgelig ingen undtagelse. Om du er til basket eller ikke, er det stadig en stemningsfyldt oplevelse at se Bakken Bears spille på hjemmebane. Jeg synes, det er en nice måde at se sport på, da basketkampene tit kan være meget intense og nervepirrende. Derudover er der bare noget ved at så sammen med de andre aarhusianere, give en fælles opbakning til spillerne og mærke fællesskabsstemningen helt ind i kroppen. Humøret er højt og stemningen er vild, når det går godt for basketholdet. Der er høj musik mellem de fire spilleperioder, typisk også konkurrencer, hvor publikum kan være med og der er gaver på højkant. Tag til Vejlby-Risskov Hallen med vennerne, bestil nogle øl og hep på Bakken Bears. Følg med i deres program, så du kan se, hvornår de spiller næste gang. Prisen varierer mellem 25 – 100 kroner alt efter, om du er barn, studerende eller voksen, og hvor populær kampen er.