Halloween i Tivoli Friheden 2022: Anmeldelse
Efteråret er over os, og Halloween nærmer sig. Fra d. 15. – 23. oktober emmer Tivoli Friheden i Aarhus af Halloweenstemning og uhygge over alt i parken. Parken har åbent hver dag under Halloween helt til kl. 21.00, og vi har været en tur afsted med 2 børn på 8 og 11 år for at opleve stemningen og de fede Halloween-forlystelser.
Gennemført Halloweentema


Der er ikke sparet på noget, når det gælder udsmykningen i Tivoli Friheden. Parken er pyntet med de flotteste Halloweenudsmykninger og et væld af græskar – både de ægte af slagsen og en masse græskarfigurer.
Røgkanoner sender røg ud mellem flotte Halloween-udsmykninger med græskar og spøgelser. Det giver en ægte uhyggelig atmosfære for både børn og voksne. Og når du bevæger dig rundt i parken, bliver du mødt af udklædte uhyggelige statister, der bidrager til at skabe den helt rigtige Halloween-uhygge.
Skræmmende Halloweenforlystelser
Det er ikke kun den gennemførte Halloweenudsmykning, som du kan opleve i oktober i Tivoli Friheden. Der er også nogle helt særlige Halloweenforlystelser. Flere forskellige steder i parken finder du nemlig Horror Escape Rooms for voksne.
En forlystelse, der er rigtig hyggelig at prøve med børnene, er det nye Frihedslaboratoriet. Vores børn blev helt grebet af det. Du skal igennem en labyrint og løse nogle kringlede gåder og derigennem finde frem til en kode. Virkelig en sjov forlystelse for hele familien.
Cirkus Dystopia – Danmarks største og mest rædselsfulde Horrorforlystelse


Glæd dig også til Cirkus Dystopia, der er Danmarks største Horrorforlystelse. Her står et væld af forfærdeligt skræmmende skuespillere klar til at give dig dit livs gys.
Vi har været en tur i Cirkus DYSTOPIA og prøvet de to haunts: Rædselskabinettet og Freakshow! Den anbefalede minimumsalder er 10 år for Freakshow og 12 år for Rædselskabinettet.
De to haunts kan opleves hver for sig og har to forskellige skræmme-niveauer. Begge forlystelser starter i den samme cirkusarena, hvor man bliver budt velkommen af nogle skræmmende cirkusartister. Herefter træder man ind i én af de to haunts.
I Freakshow går du igennem en mørk tunnel, hvor de skræmmende uhyrer står på lur og er klar til at skræmme livet af dig, når du mindst venter det. I Rædselskabinettet er du på en gåtur igennem flere forskellige uhyggelige mørke rum. Her er der skruet ekstra op for uhyggen. Der er flere gange på turen, hvor man får et kæmpe chok. Hvis du altid har drømt om at blive jagtet af en øksemand eller en skrigende pige, så er det hér, du skal tage hen!
Børnenes Halloween

Halloween i Tivoli Friheden er lavet således, at alle kan være med. De uhyggelige monstre i parken går ikke pludselig hen og forskrækker dine små børn. Så man skal ikke være bekymret for, at børnene er skræmt fra vid og sans efter en tur i parken – med mindre at du tager dem med i Cirkus Dystopia..
Der er en masse hyggelige aktiviteter for børn. Børnene kan skære deres egne græskar, og hvis de bliver så flotte, at de gerne vil have dem med hjem, koster det 20 kr. De kan også dekorere en lanterne med alverdens kreative tilbehør for kun 20 kr. Vi brugte lang tid på at sidde og lave græskar og lanterne med børnene indendørs, og det gjorde også, at vi lige fik varmen og var klar til en tur mere ud i parken.
Ny lækker restaurant, Backstage


Vi sluttede vores kølige og uhyggelige familiedag af med en lækker Halloween/efterårsmenu hos den nye restaurant Backstage, som ligger på 1. sal i scenebygningen.
Vi fik 5 anretninger til 220 kr. pr. person, der var serveret som delemad ved bordet. Først sprøde rejer og laks på sprød kartoffel. Derefter en fantastisk lækker bagt græskar, hvor der stadig var et godt bid i. Hertil var der kalvekød med syltet gulerod og tranebær. Til dessert en kold og lækker panna cotta med jordskokke. En virkelig lækker efterårsmenu, hvor børn også kan være med.