Guide: Sådan skal du holde din nytårsaften i Aarhus
Endnu et år står for døren – nemlig 2023. Det er blevet tid til at skifte kalenderen ud og finde på et nyt nytårsforsæt, hvis man er med på den bølge.. Uanset omstændighederne, så skal det nye år skydes igang med et brag – hvad end dét brag består af krudt, lækker mad eller højt musik.
Orker du ikke at stå for den helt store nytårsmenu med rejecocktails, oksemørbrad og islagkage, er der masser af hjælp at hente. Vi giver dig nemlig den ultimative nytårsguide til spisesteder i Aarhus, som allerede nu har lanceret nytårsmenuen. Vi giver dig både forslag til nytårets takeaway, og ikke mindst hyggelige restauranter hvor det er muligt at spise på nytårsaften.
Takeaway til dig der vil holde nytår hjemme

Nytårsaften i hjemlige rammer, bordbomber og konfetti. Der kan være mange grunde til, at man vælger at holde nytårsaften derhjemme. Men hvis du ikke orker at stå for maden selv – eller du tænker, at årets sidste dag trænger til ekstra forkælelse, så er der en masse fantatiske steder at få mad fra i Aarhus.
Vi har herunder samlet en liste over Aarhus’ bedste restauranter – nogle af dem har allerede løftet sløret for årets nytårsmenu, mens andre trækker spændingen lidt endnu. Følg med på deres hjemmeside, og husk at bestille i god tid!
Restaurant Reel
Med deres take away menu kan I nyde en Reel oplevelse derhjemme og komme godt ind i det nye år. Restaurant Reels fokus har været, at lave en menu med masser af velsmag, gode råvarer og sidst men ikke mindst, at gøre menuen så nem at færdiggøre for jer derhjemme. Altså har de snittet, kogt, bagt, fileteret, æltet, syltet og en masse andet for jer – så I ikke skal!
Menuen fra Reel består af følgende:
3 forskellige starter
– Krondyrtatar med asier, Karl Johan og malt
– Kammusling med gær og agurk
– Torskerogn med jordskokker og ørredrogn
4 retters menu
– Hamachi med jordskokker, glaskål og sauce på blåmuslinger og persille
– Knoldselleri med trøffel, kyllingeskind og stikkelsbær
– Sortfodsgris med rødbede, ramsløg, endive og karamelliseret løg
– Baked Alaska a la Københavnerstang
Til menuen serverer de selvfølgelig deres hjemmebagte surdejsbrød

Meyers
Meyer leverer i år en overdådig 3-retters nytårsmenu med forret bestående af skaldyrsbisque med saltede kammuslinger og pocheret hummer serveret med foccaciabrød, hovedret bestående af dansk økologisk oksemørbrad med røget kartoffelpuré og sprøde rodfrugter, samt dessert bestående af nytårskage i fire lag med luftige mousser af chokolade, hasselnød, vanilje og solbær. Så lyder dette fristende, skal du lade Meyers stå for køkkentjansen nytårsaften.
Meyers sørger selvfølgelig også for en vegetarisk nytårsmenu, som består af forret med jordskokkebisque, hovedret med ballotine af grøntsager og dessert med tre chokoladekupler med forskellig mousse fyld. Skulle der være små i selskabet, finder du også en børnemenu til dem.
Det er nemt og lækkert – og det hele kan blive leveret lige til din hoveddør. Du skal bare varme og anrette det på selve aftenen.
Kuvertpris: 395 kr.
Læs mere om Meyers’ nytårsmenuer her
Mellemrum
Hos Restaurant MellemRum kan du også bestille en fantastisk nytårsmenu. Du kan her vælge mellem den traditionelle nytårsmenu til og vegetarmenuen – begge 4-retters og koster henholdsvis 500 og 475 kroner pr. person.
Menuen består blandt andet af fiskesuppe med bakskuld serveret med muslinger og porrer, laksesoufflé med jomfruhummer og store rejer, helstegt oksesteg med dertilhørende grøntsager og rødvinssauce, samt dessert bestående af hvid chokolade bavaroise på bund af chokolade konfektkage. Vegetarmenuen er blomkålssuppe, jordskokke crepin, terrin på vinterkål med bygkerner og dertilhørende grøntsager, samt samme dessert som ved førnævnte menu.
Der er derudover også muligt at tilkøbe en vinmenu, som passer helt perfekt til de fire retter. Sidst men ikke mindst, er der også mulighed for at tilkøbe kransekage og snacks til den festlige aften.
Kuvertpris: fra 475 kr.
Læs mere om Mellemrums nytårsmenuer her

Mr. Mums
Hos Mr. Mums disker de også i år op med en helt traditionel menu. Du finder i deres nytårsmenu bestående af tre retter. Jomfruhummer bisque med kammusling til forret, langtidsstegt kalv med Pommes Anna og tilbehør til hovedret og cremet chokolademousse til dessert.
Kuvertpris: 395 kr.
Læs mere om Mr. Mums’ nytårsmenu her
DiningSix
DiningSix har igen i år sammensat en overdådig og aldeles klassisk nytårsmenu, blandt andet bestående af ovnbagt nytårstorsk med cremet hummerbisque, helstegt oksemørbrad med kartoffelgratin og salat, samt dessert bestående af chokolademousse serveret med oreo-crumble og frysetørret hindbær – lækkert!
Der er også mulighed for at bestille en vegetarmenu. Denne består af paneret congee, ovnbagte vegetariske goujons og samme dessert som ved den traditionelle menu.
Kuvertpris: 325 kr.
Læs mere om DiningSix’ nytårsmenuer her
Restaurant Pihlkjær
Restaurant Pihlkjærs nytårsmenu er fyldt med lækre og friske råvarer. Forretten består blandt andet af en cremet hummerbisque, jomfruhummerhaler og Rømø rejer. Til hovedret kan du vælge mellem fisk eller kød. Hvis du vælger fisk til hovedret får du trøffelfarseret flynder marineret i pesto med hjem, hvorimod kød muligheden består af smørstegte duebryster og vildsvin rillette. Til dessert kan du nyde en chokoladetrøffelkage med diverse tilbehør.
Kuvertpris: 425 kr.
Læs mere om Restaurant Pihlkjærs nytårsmenu her

Lisager
Det populære takeawaysted Lisager melder sig også på banen med en nytårsmenu, og du kan selv vælge mellem to, tre eller fire retter.
Du kan samtidig selv vælge mellem flere forskellige hovedretter til din forret og dessert. Dette giver altså dig muligheden for at sammensætte din nytårsmenu præcis som du ønsker! Forretten er fisk- og skaldyrstærte af hjemmelavet butterdej og desserten er chokolade og mocca mousse med passionsfrugtglace.
Derudover er det også muligt at tilkøbe en række af andre nytårslækkerier.
Kuvertpris: varierer fra 295 kr. for 2-retters til 445 kr.
Læs mere om Lisagers nytårsmenu her
Restauranter til dig, der vil spise ude

Den største fordel ved at holde nytår ude er helt klart, at du slipper for opvasken, og i stedet kan koncentrere dig om at nyde det gode selskab og de flotte anretninger, inden festen kan fortsætte hjemme eller videre ud i byen.
Restaurant Basso
Den populære restaurant Basso med konceptet ‘social dining’, byder også indenfor til årets nytårsfest. Menuen består af et væld af serveringer – 15 af slagsen for at være helt præcis! Basso byder blandt andet på friterede kammuslinger, oksehale og oksemørbrad – men som konceptet fordrer, vil der blive serveret mange forskellige retter i løbet af aftenen.
Medhørende til denne ekstraordinære menusammensætning, vil der være fri bar i øl, vin, bobler og sodavand i seks timer. Når klokken slår 00.00 er baren stadig åben – og festen fortsætter!
Pris pr. person: 1298 kr.
Læs mere om nytårsfest hos Basso her
Gäst
Restaurant Gäst, som ligger ved banegårdspladsen i hjertet af Aarhus, disker i år op med den helt store nytårsmiddag. Menuen består af fire retter, som kan nydes sammen med vin, øl og vand ad libitum.
Aftenen starter klokken 18:30, og den frie bar lukker ned klokken 22.00. Der vil være plads til hygge og fejring frem til klokken 23.
Pris pr. person: 995 kr.
Læs mere om nytårsfest hos Gäst her

Minglr – Nytår kun for singler!
Er du ikke rigtig til parmiddag, og vil du hellere møde nye mennesker nytårsaften? Så skal du være vågen nu. Minglr afholder nemlig igen i år deres single nytårsarrangement i Aarhus.
Hvis du vil have hele oplevelsen med, får du plads ved et bord med 14 andre, så der er mulighed for snak på tværs. Der er trerettersmenu og fri øl og vin under maden. Du får oplevelsen af et live band, hvor du sammen med alle de andre, kan springe ind i det nye år.
Du kan også bestille billet til Minglr-bar, der foregår efter maden, klokken 21.00 – eller kun til selve festen fra klokken 22.30 med liveband og DJ.
Bemærk, Minglr arrangerer i år to fester i Aarhus nytårsaften – en ved godsbanen for aldersgruppen 26-58 år og på Comwell for 45+ år.
Læs meget mere om nytårsfest med Minglr her
Læs også vore guide til natklubber i Aarhus her
Underholdning til din nytårsfest
Uanset om I skal nyde nytårsmenuen hjemme, eller om I fortsætter festen, efter restauranterne lukker. Så er god underholdning et vigtig krydderi til nytårsfesten, uanset om det er med familie eller venner. Den rigtige underholdning kan for alvor få gang i festen, og samtidig sørge for, at I griner jer ind i 2023. Vi har samlet lidt gode tips til nytårsunderholdning.
- To fede quizzer: Quiz jer ind i det nye år – så er der garanteret smil på læben og godt humør. Mine personlige favoritter er emojiquizzen, som blandt andet kan findes i 100 udgaver på for eksempel Pinterest. Gæt en film ud fra forskellige sammensætninger af emojis!
I kan også kaste jer over en DBA-quiz. Find en masse skøre ting, der er til salg på DBA, indsæt dem i et powerpoint og lad gæsterne, som er inddelt i to hold, lege hammerslag og gætte prisen på varen. - Back To Back: to deltagere sidder på stole, ryg mod ryg. Der læses et udsagn op, for eksempel “hvem er bedst til at tegne?”. Kun en af parterne må række hånden i vejret – rækker de begge hænderne op, har de tabt. I kan selv vælge, hvilken retning quizzen skal gå, alt afhængig af hvor godt I kender hinanden.
- Magretheskål: en ældgammel klassiker! Men den holder uden tvivl stadig. Situationer, personer eller ting skrevet ned på små sedler, hvor I trækker lod om, hvem der skal frem og gættes efter.
- Brætspil: Disk frem med Hint eller Det Dårlige Selskab – brætspil er altid et hit, også nytårsaften.

Når du skal hygge med dine nærmeste nytårsaften, er det også lækkert med lidt champagne. Er du tvivl om, hvordan du vælger den rigtige champagne til nytårsfesten? Så kan du finde inspiration via denne champagne guide, så du forhåbentlig vælger den helt rigtige champagne til at fejre det nye år med.