Dagene bliver kortere, temperaturerne falder, og vi træder nu inde i endnu en efterårsmåned. Men selvom oktober for mange er lig med varme uldtrøjer og simremad, er det også i oktober måned, at du kan opleve det fantastiske danske efterår og den smukke natur, som byder på løvfald og et væld af flotte farver. Herunder giver vi dig en guide til oktober i Aarhus – og oktober byder netop på hyggelige udendørs arrangementer, gys og second hand.

Men selvom oktober byder på et hav af sjove, hyggelige og efterårsagtige oplevelser, skal vi huske at passe på hinanden. COVID-19 er lige nu på sin anden bølge, og smittetallene stiger igen i Aarhus. Alle nedenstående arrangementer overholder myndighedernes retningslinjer, men husk altid løbende at holde øje med begivenhederne, så du ikke risikerer at møde forgæves op til et arrangement.

Mangler dit favorit oktober-arrangement i guiden? Tip os endelig – vi elsker, at få nye inputs til sjove og hyggelige begivenheder i Aarhus.

Guidet ravjagt ved Moesgård Strand

Er du også nysgerrig på havets skattekammer, som blandt andet byder på de smukke, brune ravklumper? Så skal du med på guidet ravjagt langs Moesgårds Strand  i Aarhus.

Ravturen henvender sig til alle, ung som gammel, og stiller intet krav om, at man skal være en garvet skattejæger.

På turen vil du blive klogere på historien bag rav, hvordan du bedst muligt kan finde rav langs de naturskønne danske kyster, og ikke mindst hvilke områder, der er rige på rav. Derudover foregår ravturen efter mørket falder på, og udstyret med en ravlygte, som udsender et specielt UV-lys, vil du kunne identificere ravstykkerne i mørket.

I denne måned foregår ravturerne ved Moesgård strand om aftenen den 8. oktober og 13. oktober. Prisen for en guidet ravtur er 125 kroner per mand og du kan bestille din billet her.

Hvor? Moesgård strand
Hvornår? D. 8 & 13 oktober kl. 19:00
Pris? 125 kr.

Second hand pop-up event

Jeg elsker loppemarkeder, og i oktober vil jeg helt klart besøge Røde Kors’ second hand pop-up event i Domen. Konceptet er nyt – Røde Kors’ butikker finder de gode sager frem, og disker op med smart modetøj og flotte accessories. Det eneste du skal gøre, er at tage dine venner og veninder under armen, møde op i Domen og shoppe efterårsgarderoben til Røde Kors-priser. Dét er lige i tidens ånd, og er både bæredygtigt og billigt. Overskuddet går til Røde Kors Aarhus’ aktiviteter.

Du kan læse mere om begivenheden her.

Hvor? Domen
Hvornår? D. 15. oktober
Pris? GRATIS

Latin America days

Tacos, dans, fest og farver! Vil du sætte ild til dine rejsedrømme, med alt hvad det indebærer af spændende musik, nye kulturer og politiske indblik? Eller har du en speciel tilknytning til Latinamerika, som du ønsker at hylde og fejre? Så skal du til Latin America days i Domen.  

Latin America days er arrangeret af Oxfam Ibis, og har til formål at skabe et rum, hvor der er mulighed for at dykke ned i politik og kultur – og samtidig nyde latinamerikansk mad, musik og dans. Der vil også blive afholdt inspirerende talks, så du kan blive endnu klogere på det spændende kontingent med alt hvad det indebærer af muligheder og udfordringer.

Grundet COVID-19 er der et begrænset antal billetter, og du skal derfor huske at bestille billetter i god tid. Du kan læse mere om eventet på Facebook.

Hvor? Domen
Hvornår? d. 10. oktober kl. 11:00-22:00.
Pris? ?

Løvfaldstur med Moesgaard Museum

Ønsker du at gå på opdagelse i den danske natur, og lære mere om efterår og løvfald? Tag med Ole Sørensen, naturvejleder på Moesgaard Museum, ud på en dejlig gåtur i skoven ved Moesgaard. Her får du blandt andet fortællingen om efterårets røde og brune farver, og du får samtidig forklaringen på, hvorfor der sker et farveskift fra sommer til efterår.

Turen vil gå forbi Herregården Moesgård og Skovmøllen langs Giber Å, og derefter ned til stranden ved Moesgaard. På tilbagevejen kommer man forbi Fiskerhuset, professor Globs forhistoriske skov, og den ‘mystiske offermose’ – og der er naturligvis en god historie bag enhver lokation.

Læs mere om eventet og find link til billetkøb her.

Turen er 4 km, og efter vil der være kaffebord i cafeen på Moesgaard Museum.

Hvor? Moesgaard Museum
Hvornår? d. 4 oktober kl. 14:00-17:00
Pris? 175 kr.

Halloween i Tivoli Friheden

Oplev gys, gru og tonsvis af hygge til Halloween i Tivoli Friheden. Hele herligheden foregår i efterårsferien, og alle de sjove aktiviteter er både børne- og familievenlige.

I dagtimerne kan I  blandt andet skære jeres eget græskar, eller blive ‘forvandlet til et farligt monster’. Når mørket falder på står programmet på gys og gru. Her kan I genleve den blodige massakre på Det Hjemsøgte Hotel, eller prøve en tur igennem Delusions-Fabrikken, hvor det hele vender på hovedet.

Hvor? Tivoli Friheden
Hvornår? d. 10 til 18 oktober
Pris? Se mere her.

Stjerneforevisninger i Ole Rømer observatoriet

Er du nysgerrig på stjernehimlen, astronomi og de mange fantastiske fortællinger bag? I oktober måned kan du komme til stjerneforevisning i Ole Rømer observatoriet. En astronomiformidler fra Science museerne vil tage dig med på en spændende rejse, og destinationen er den smukke stjernehimmel. Hvis vejret er klar, får du også selv lov til at opleve himlen gennem et teleskop.

Stjerneforevisninger foregår flere aftener i oktober, og med ekstra forevisninger i efterårsferien – men skynd dig, der er COVID-begrænsninger på billetsalget, og stjerneforevisningerne er i forvejen meget populære blandt aarhusianerne. Læs mere om begivenheden her.

Hvor? Ole Rømer observatoriet
Hvornår? Mange aftener i oktober (se her)
Pris? 25 kr.

3 Retter for kun 210 kr til DinnerDays

DinnerDays kommer endnu engang tilbage til Aarhus. Man har mulighed for, at benytte sig af det afsindige gode tilbud med 3 retter for 210 kr. + gebyr. (I nogle særlige tilfælde vil der opkræves 400 kr. + gebyr) fra den 9/10 og helt frem til slutningen af uge 42 den 18/10.

I kan ved at besøge deres hjemmeside se hvilke resturanter der stadigvæk har plads lige her. Alternativt kan i læse vores anbefalinger til steder her.