Selvom Danmark så småt er ved at åbne op igen, er der desværre stadig corona i luften. Men fortvivl ej, jeg har nemlig sørget for en lille guide, så karantænedagene ikke skal blive helt kedelige.

Udforsk din by

I takt med at vejret bliver bedre, får vi mere og mere lyst til at opholde os udenfor. Det giver sig selv - vi har jo ventet hele vinteren. Jeg ser folk hygge dig i Botanisk Have, Mindeparken og Hipsterhøjen. Problemet er bare, at der er risiko for opholdsforbud, nu hvor vi samler os så mange sammen ét sted. Derfor er gåture den perfekte mulighed for at fange de varme timer og samtidig få frisk luft. Selvom jeg har boet i Aarhus i snart seks år, havde jeg aldrig gået Brabrandstien. Det lavede jeg om på for nyligt, og det var virkelig en god beslutning. Det næste, jeg skal, er at tage en tur til den uendelige bro, som faktisk lige har åbnet. Dér har jeg heller ikke været endnu. Det gør mig inderligt glad, når jeg opdager sider af Aarhus, jeg ikke har besøgt før, og derfor vil jeg gerne give tippet videre. Læs også vores guide om den aarhusianske natur, hvis du vil have mere inspiration til, hvor du kan gå hen.

Virtuel ginsmagning

Lørdag d. 2. maj kan du få Two Socks Ginbar hjem i din egen stue. Jep, ginsmagning med unik storytelling. For 400 kroner kan du få oplevelsen hjem i stuen. Den virtuelle oplevelse indeholder gin og tonic til fem forskellige drinks af 50 ml gin, 100 ml tonic samt tilhørende botanicals og garnis. Du kan vælge enten at få lækkerierne sendt hjem til din adresse, ellers kan du til og med d. 30. april afhente hos Two Socks Ginbar på Klostertorvet. Arrangementet lægger op til en lørdag aften, hvor du rigtig skal forkæle dig selv og eventuelt en ven. Frem med skærebrættet, urte- og skrællekniven, tag dine flotte gin-glas frem og følg med, når Two Socks går live på Facebook. Læs mere her, hvis du vil bestille gin hjem eller læse om, hvilke slags gin, der er tale om.

Snup en is

Den stigende temperatur giver automatisk lyst til bare ben, picnic og grill i parkerne. Men hvis vi stadig skal holde os til regeringens retningslinjer, er det måske ikke så hensigtsmæssigt at opholde sig flere samlet ét sted. Heldigvis kan du ringe til en ven og tage en is på vejen i det gode vejr. Det har jeg allerede gjort en eller seks gange. Jeg har fundet ud af, at det er en rigtig god undskyldning for at prøve forskellige isvarianter, når du nu alligevel bevæger dig udenfor. Hvis du ikke ved, hvor du skal starte din is-jagt, har jeg gjort det lidt nemt og skrevet en guide. May the odds be in your flavor.

Take-away goes a long way

Fortsæt med at støtte lokalt, så dine lokale kaffebare og spisesteder ikke lukker ned grundet corona-dagene. Det er en ærgerlig situation for både dem, men også dig, som pludselig kan miste de autentiske madoplevelser i Aarhus. Undersøg hvilke restauranter, der tilbyder take-away, og ellers tilbyder langt de fleste også gavekort, som du kan bruge senere. Jeg har fundet ud af, at karantænedagene demotiverer mig, når det gælder om at være opfindsom i køkkenet. Derfor synes jeg take-away er en helt perfekt mulighed. På den måde føler jeg, at jeg støtter de selvstændige uden at have dårlig samvittighed over min manglede motivation. Det er faktisk kun win-win. Når det gælder kaffebarer, er det bare belejligt at snuppe en kaffe to-go, når du alligevel bevæger dig udenfor.

Corona-underholdning

Er du blevet lidt rastløs af at sidde derhjemme, og har du måske unger, der også er blevet trætte af at lave de samme ting dag ud og dag ind? Vi har faktisk allerede lavet en guide til både børn og voksne, som du med fordel kan finde mange inspirationer i. Der er både forslag til læringsapps, underholdende tv-serier og praktiske gøremål. Personligt dyrker jeg ret meget skamløs binging for tiden, og Netflix kaster med både reality og gode serier for tiden.

Vi opdaterer vores guides med nye forslag i takt med, at Danmark genåbner. Hvis I ligger inde med nogle tips, idéer eller måske selv står for at arrangement/projekt i maj måned, er I mere end velkomne til at sende det ind til os.