Cafeerne og restauranterne er åbnet - og du kan igen gå i Øst for paradis for at se en film i biografen. Samtidig er forsamlingsforbuddet hævet til 50 personer, og det åbner for en del arrangementer rundt omkring i byen. Der er sommer i luften, og det betyder lune sommeraftener og sandaler. Men hvor skal eventyret gå hen? Læs med her, hvor jeg giver dig en guide til juni-arrangementer i Aarhus. Guiden er delt op i online begivenheder og fysiske begivenheder - så er det op til dig, hvad du har mest mod på. Derudover har jeg tilføjet en lille ekstra sektion, med de nye restauranter og madbegivenheder du SKAL besøge, nu hvor byen igen emmer af liv, og du kan nyde din mad under sommerhimlen.

Fysiske begivenheder

Koncerter og fysiske festivaler er aflyste - men skraber man lidt i overfladen, er der alligevel en del hyggelige fysiske begivenheder i Aarhus i juni 2020. Begivenhederne er naturligvis af mindre karakterer og med forbehold for aflysninger. Derudover er der ingen tvivl om, at juni 2020 ikke er som tidligere år - og derfor er det langt hen ad vejen os selv der skaber begivenhederne - men er det egentlig ikke også meget fedt?

Tangkrogens p-scene events

Har du allerede været forbi Tangkrogens p-scene? Hvis ikke, er det på tide, at lægge ruten forbi. P-scenen er aldeles coronavenlig, og sørger for underholdning og koncerter hele sommeren.

De arrangementer der foregår på p-scenen er ligesom før corona, og foregår live på en stor scene, dog holder man som publikum afstand til hinanden ved at sidde i bilerne. Når du ankommer i bilen får du oplyst hvilken FM-Frekvens der sendes på, og så kommer lyden ud til jer i bilen - smart? JA! Og billetterne er også forholdsvis billige - i hvert fald hvis i fylder bilen med fem personer.

Her kommer juni-programmet på P-scenen
- Lørdag d. 13 juni 2020: Park & Party M Faustix, Kato, Hedegaard og Nonsens
- Fredag d. 19-06 2020 - Comedy: Stokholm, Søltoft og Thrane
- Lørdag d. 20 juni 2020: Onkel Reje og brillernes mega heavy trylleshow
- Lørdag d. 20 juni: Comedy: Nikolaj Stokholm, Mark Le Fevre og Kasper Gross (to forestillinger)

Sommerhimlen i Planetariet - alle lørdage og søndage

Vil du med en tur i rummet? Så tag på planetariet og oplev sommerhimlen. Hver lørdag og søndag kl. 12 og 14 åbner Planetariet i Aarhus dørene ind til rummet. På Planetariets kuppeloft kan I se årstidens stjernehimmel, mens planetarium guiderne fortæller jer om stjernebilleder, fjerne galakser og andre astronomiske fænomener. Og hele herligheden koster kun 30 kroner i indgangen. Læs mere om arrangementet her.

Fiskebanko med P. Clausens Fiskehandel på Skrå d. 12 juni

BANKO! Med fisk? What’s not to like? Fredag d. 12 juni fra 17.00- 18.30 har du mulighed for at deltage i Fiskebanko med selveste Jakob Clausen, 5. generation hos P. Clausens Fiskehandel, som bankovært. Arrangementet er et samarbejde mellem Spiselauget, Godsbanen og landets ældste fiskehandel P. Clausen. Du kan vinde frisk fisk fra P. Clausens fiskehandel og vine fra Spiselaugets egen import. Læs mere om begivenheden og deltag her

Tivoli Friheden er endelig åbnet igen!

Det er i sig selv en stor begivenhed, at Tivoli Friheden igen åbner op efter nedlukningen grundet corona - og nu kan du tage familien med i sommer tivoli. Samtidig har Tivoli Friheden på deres hjemmeside annonceret, at de tager alle deres corona forbehold, og dermed sørger for en omsorgsfuld og sikker åbning.

Online begivenheder

Corona kom, og få dage efter havde Danmark allerede opført en online rustning, fyldt med online underholdning og events i hele landet. Og selvom online events så småt begynder at blive fysiske, er der stadig et par juni-events som kræver et stort kryds i kalenderen.

Culture works - Danmarks største digitale festival 2020

Skulle du have været på Northside og skrålet med på Greenday, eller på Roskildefestival og hørt JADA åbne Orange Scene?

Sommerens festivaler er aflyste, men heldigvis er der et alternativ. Culture works holder nemlig en digital festival, og det er Danmarks største! Som sagt er festivalen online, og via. en hjemmeside får du adgang til koncerterne med tre scener - en hovedscene, en scene til det elektroniske og en scene til upcoming kunstnere. Du får samtidig mulighed for at købe mad og drikke fra festivalens mad aktører, som leveres direkte til din hoveddør. Sæt kryds i kalenderen, inviter dine venner og læs mere om eventet her.  

ELSK  - stay at home festival 26-27 juni

Der er endnu ikke et væld af informationer om det elskværdige ELSK event. Men online sommerfestivaler er kommet for at blive, og en af dem er ELSK - stay at home festival fra den 26. til 27. juni. Begivenheden beskriver stemningen og lover fest, farver, konkurrencer og gakkede indslag. Følg med her og hold dig opdateret på begivenheden.

Nye cafeer & restauranter i juni 2020

Restauranterne og cafeerne er endelig åbnet! Så hiv din ven med på Café Jorden eller slå jer ned på en café ved åen. Men mens restauranterne og cafeerne har holdt lukket, er der sket lidt nyt, og her får du lige et heads up i forhold til nye restauranter, cafeer og madarrangementer i Aarhus.

Åbningsfest hos Crebel - gratis crepe til alle! d. 23 juni

Er du lækkersulten? Så kom til åbningsfest hos Crebel i Vestergade 53 på lørdag d. 13 juni. Her får du mulighed for at smage nogle af deres lækre crepes helt gratis. Læs mere om åbningsfesten her.

Den store søndagsbrunch d. 28 juni

Endnu en åbningsfest - og denne gang en brunch! MIB byder søndag d. 28 juni velkommen inden for på deres nye restaurant FEAST på Aarhus Ø. For 295 kroner, kan du få drikkevarer og mad ad libitum. Menuen består af forskellige lækkerier, og der er derfor lagt op til en hyggelig brunch. Så tag familien under armen, og nyd en hyggelig søndag formiddag på Aarhus Ø. Deltag og køb billetter her.

GRIM kommer til Aarhus d. 25 juni

GRIM er egentlig et københavnsk koncept, men nu kommer de til Aarhus d. 25 juni. Konceptet er simpelt - lækre, smagfulde retter af grimme grøntsager. D. 25 juni har du mulighed for at smage på retterne, men du har også mulighed for at blive grøntsagsredder sammen med GRIM. Du kan nemlig skrive dig op til en GRIM grøntsagskasse og være med til at redde 225 tons mad, der ellers ville være blevet smidt ud. Læs mere om begivenheden her.