Her finder du de bedste gløgg i Aarhus
Det er blevet koldt udenfor, vi skriver december måned. Julen er omkring os, og vi er gået i gang med alle de traditioner, som hører julen til – både hvad angår mad og især drikkelse. Det betyder, at vi igen kan drikke den varme vin – nemlig gløgg!
Vi har drukket varm vin i mange århundrede. Det blev set som en helsebringende drink, især i vinterperioderne. Ikke alle er vilde med den krydrede smagsoplevelse, men jeg er nu personligt kæmpefan! Jeg har derfor sammensat en guide til, hvor i Aarhus du kan finde en dejlig smagfuld gløgg.
Hvis du har gode tips til os om Aarhus, så tøv ikke med at sende dem – find ‘Tip Os’ i højreside.
Gløgg i sammenslutning
Vesterlauget, Vestergade 50, 8000 Aarhus C
Vesterlaugets hyggelige rammer bliver endnu bedre med hånden om et glas varm gløgg. Du får en skøn gløgg, som ikke smager af den ellers velkendte klassiker. Den er lavet på hvidvin, hyldeblomst, anislikør og julens krydderier.
Den smager stærkt af anis – som har en karakteristisk lakridsagtig smag – men det skal du ikke lade dig skræmme af! Vesterlaugets gløgg smager nemlig rigtig dejligt.

Gløgg med identitet
KØN – Gender Museum Denmark, Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus C
KØN café er et dejligt roligt sted, der ligger i forbindelse med museet KØN. Du behøver ikke se udstillinger, når du er der, men det kan jo være en oplagt mulighed. I kan i så fald slutte dagen af med en klassisk gløgg i caféen.
Den smager perfekt, som den skal – og den er fyldt op med rosiner og mandelsplitter.
Trygge rammer med vin, bøger – og gløgg med spark i
Løves Bog- & Vincafé, Nørregade 32, 8000 Aarhus C
Hvis du ikke før har sat dine ben på Nørregade 32, så har du nu en rigtig god grund. Løves Bog- & Vincafe er et dejligt sted, som ofte er velbesøgt og emmer af god stemning. Du kan her nyde en lækker hjemmelavet gløgg på rosé, masser af appelsin, julekrydderi og ikke mindst kærlighed. Den er som de havde lovet os – ‘stærk, men rigtig god!’
Hvis du har brug for lidt ekstra energi til kroppen, så er der både snacks, frokost og aftensmad at finde hos Løves.

Gløgg med udsigt over Aarhus
Salling Rooftop, Søndergade 27, 8000 Aarhus C
Når du har shoppet, kigget vinduer og har brug for et afbræk, kan du tage et smut op på Salling Rooftop. Her kan du nyde den flotte udsigt over Aarhus og hygge dig med en kop varm gløgg. Hvis du har brug for lidt ekstra energi til resten af din shoppingtur, kan du på Salling Rooftop også nyde frokost eller en eftermiddagskage.
Gløgg som i gamle dage
Den Gamle By, Viborgvej 2, 8000 Aarhus C
I den gamle by kan du nyde et glas gløgg, ligesom de gjorde i gamle dage. Her finder du en gløgg, som omfavner dig i et dejligt alkohol-kram. Med andre ord, så er Den Gamle Bys gløgg en lidt stærkere sag. Du kan nyde den sammen med deres lækre hjemmelavet æbleskiver fra deres juleboder på Torvet.
Hvis du er til mere julehygge, så læs vores guide til Magiske Jul i Aarhus.
Gløgg på farten
Aarhus Street Food, Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus C
Hos Aarhus Street Food er der altid plads. De har et kæmpe udvalg af god mad, hvor alle kan være med. Du kan selvfølgelig også få en kop gløgg – til den spiselige pris af 30 kroner. Du finder den hos Popsicle, der også serverer æbleskiver, som er lige indenfor døren. Nemmere bliver det ikke, og du kan være sikker på at finde en siddeplads enten ude under varmelamperne eller inde.