Guide: 8 børnevenlige oplevelser i Aarhus
I denne guide sætter vi fokus på de børnevenlige oplevelser. Der findes nemlig fange spændende aktiviteter for hele familien i Aarhus. Så tag de mindste i hænderne og udforsk byen. Der er masser af spændende og lærerige oplevelser der venter lige rundt om hjørnet.
Læs også: Her er de bedste bagere i Aarhus.
1. Besøg en offentlig legeplads
Aarhus er fuld af udendørs fornøjelser for børn og voksne. Flere steder i byen finder du blandt andet masser af offentlige legepladser, hvor dine børn kan fjolle omkring og brænde lidt eftermiddags krudt af. På de offentlige legepladser kan I finde alt fra gynger, til karruseller, rutchebaner, klatrestativer og vipper.
Du kan også finde kæmpe store sandkasser, hvor de mindste børn kan få masser af tid til at gå. Lav lidt research før I tager afsted og find en legeplads, der passer til dit barns alder. Og husk så at medbringe en madpakke eller snacks til når børnene bliver sultne.
2. Tag en tur i dyrehaven
I Dyrehaven i Aarhus går vilde dyr frit omkring og er dine børn modige nok, kan de tilmed få lov til at fodre de mange pattedyr, der valser omkring med frugt og brød. Der er lagt op til en spændende og lærerig dag i naturen hvor tiden nok skal flyve afsted. Fortæl dine børn hvad du ved om de forskellige dyr og lyt, når de stiller spørgsmål.
Både børn og voksne kan lære meget af at være ude i naturen og tæt på dyrelivet. Medbring eventuelt en bog, der fortæller lidt sjove historier, om de forskellige dyr, I ser på jeres vej. Lange gåture og madpakker går hånd i hånd med Dyrehaven i Aarhus.
Dyrehaven er åben for offentligheden fra solopgang til solnedgang, så pak taskerne og find ud af hvem, der spotter det første vildsvin eller hvem, der kan få øje på Bambi. Der er masser af børnevenlige oplevelser i dyrehaven.
3. Brug en dag i kulturhuset Dokk1

Dokk1 er én af Aarhus’ nyere ikoniske attraktioner og her finder du også masser af oplevelser for børn. På Dokk1s mange etager, kan du finde områder, specifikt tiltænkt børnefamilier og her kan du gå på opdagelse sammen med dine børn i alderen 0-12 år.
Udover de store lege- og væresteder i Dokk1 i Aarhus, finder du også masser af medier, børnene kan udforske og fordybe sig i. Er dine børn til show, kan de klæde sig ud og optræde på den store scenetrappe, hvor I desuden kan se én af Dokk1s forestillinger i løbet af året. Har I en rolig dag, kan I også slappe af i pusterummet eller nyde en film sammen i filmområdet.
4. Kør på skøjter i Aarhus Skøjtehal
Er vejret gråt og kedeligt, er der stadigvæk masser af børnevenlige oplevelser i Aarhus. Hvis de er gamle nok, kan du eksempelvis invitere børnene en tur i Aarhus Skøjtehal, hvor de kan få lov at løbe rundt på isen. Er de lidt usikre i skøjterne, kan du leje en støtte-pingvin, som kan hjælpe dem til at komme rundt. I Aarhus Skøjtehal er der garanti for en sjov dag med hele familien.
I kan også finde den indre John Travolta frem og være med til isdisco, hvor musikken bliver skruet helt i top og discolysene kommer på. Åbningstider for Aarhus Skøjtehal er åben i weekenderne indenfor sæsonen. Husk at tjekke op på specifikke åbningstider før I tager forbi Aarhus Skøjtehal.
Læs også: Take away guide til Aarhus
5. Gå en tur i Den Gamle By

Den Gamle By er et must for alle aldre. Tag dine børn med på en tidsrejse i Den Gamle By i Aarhus. I Aarhus’ købstadsmuseum kan dine børn lære om det gamle Danmark. De kan lære om en historisk tid og dykke ned i alt fra huse, biler og butikker til gamle samfunds skikke og selskabslege.
Børnene kan tilmed tage del i legene og pligterne på det levende museum i Den Gamle By. Hold øje med Den Gamle By kalender – i løbet af året vil der være temadage, særlige arrangementer og udstillinger samt underholdning, dine børn vil elske.
6. Prøv forlystelserne i Tivoli Friheden
Mange danskere kender Tivoli Friheden, som én af Danmarks hyggeligste forlystelsesparker. Tivoli Friheden er placeret i skoven i udkanten af midtbyen og har i løbet af de seneste år undergået en del forandringer, så forlystelsesparken nu blandt andet stråler med masser af smukke blomster.
Tag ungerne med i Tivoli Friheden i Aarhus og slip dem løs blandt de mange hurtige forlystelser. Parken er for gæster i alle aldre og der er masser af underholdning for de, der er for små til at prøve rutjebanerne. Du kan også tage de mindste med på en sejltur i motorbådene.
De lidt større børn kan få et legekørekort på Bille By Køreskole og for de ældste er der kamp om hullerne på minigolfbanen. Tivoli Friheden sæson er fra den 13. april til 30. december.
7. Fjol rundt i DGI Huset
Hver søndag afholder DGI Huset Sjov Søndag legeland, hvor dine børn kan få lov at boltre sig i DGI Husets mange forskellige faciliteter. DGI Huset puster liv i hoppepuderne og åbner på Sjov Søndag op for fri leg i springsalen og fri klatring. For de sportsglade børn er der masser af sjov og spil i sportshallerne.
DGI Huset i Aarhus har gode faciliteter til badminton, håndbold, fodbold, tennis og mange andre aktive og sjove boldspil. DGI Husets åbningstider for Sjov Søndag er 12-15:00 og du skal huske at booke plads til dig og dine børn, så I ikke går forgæves.
8. Fang strålerne i Endless Connection
Springvandet Endless Connection er én af de nyere installationer på Aarhus’ moderne havneplads. To meter høje mure af vand springer op af fliserne og forsvinder igen i en smuk symfoni. Det er både et smukt syn at se byen igennem murene af vand, men det er også et sted, med plads til sjov og ballade.
Hvis dit barn elsker vand, er det en skøn forfriskning på en varm sommerdag eller en sjov leg, hvor man skal undgå at blive ramt af vandet. Tag børnene med til Endless Connection og spis madpakken i ro og mag, før legen går i gang.
Vi har lavet kategorien “For børn”, hvor du også kan finde inspiration til andre børnevenlige oplevelser i Aarhus.