AGF og Ceres Park & Arena giver musik tilbage til byen
Hvis man er i Aarhus næste lørdag – den 9. oktober og hører musik fra Lille Torv i Midtbyen, skal man endelig gå nærmere. For her er AGF og Ceres Park & Arena værter for en pop up koncert.
Koncerten er støttet af Aarhus Kommunes Genstartspulje, der bakker op om kulturelle arrangementer efter Corona-nedlukningen, for at skabe fornyet liv og oplevelser i Aarhus. Og lørdag den 9. oktober er der altså en fed musikalsk oplevelse i byen, når Ceres Park & Arena sætter en scene op på Lille Torv og inviterer til gratis koncert.
– Vi er normalt et sted, der summer af liv; Koncerter, sportsarrangementer, foreningsliv, messer, konferencer, danseshows og ikke mindst AGF’s hjemmekampe fylder Ceres Park & Arena og området omkring stadion. Men sådan har det ikke været det seneste år.
– Derfor ønsker vi at tage aktivt del i genstarten af Aarhus ved at give byens musik en scene, der popper op – lige dér, hvor folk er. Herfra vil vi fylde byen med musik fra unge århusianske kunstnere og skabe en intim by-oplevelse og fejre, at byen er åben igen, fortæller Hanne Bisbo Stadsgaard, der er eventchef i Ceres Park & Arena.
Derfor kan man lørdag den 9. oktober opleve de århusianske upcoming-bands ”Baby Did a Bad Thing” og ”Cousin”. ”Baby Did a Bad Thing” byder på en dragende kombination af den varme amerikanske songwriter tradition – kombineret med den kolde danske melankoli. Og bandets debutalbum er blevet rost i høje vendinger.

Det er Cousin også blevet. Det er en popgruppe fra Aarhus, hvor omdrejningspunktet er den gode melodi, men med deres alternative og indie-inspirerede univers rammer de også det storslåede og det energiske. Deres seneste single; ”Decent Person’ udkommer dagen før Pop Up koncerten på Lille Torv.
De to bands er udvalgt i samarbejde med musikeksperten John Fogde, der er tidligere talsmand for Northside, initiativtager til kulturprojektet Music City Aarhus 2022 og nu chef for Lydens By i Struer.
Så der er garanti for kvalitet i den musikalske oplevelse, når ”Baby Did a Bad Thing” som det første band går på scenen lørdag den 9. oktober kl. 13.30 på Lille Torv i Aarhus.
Pop Up Koncerten er arrangeret af AGF og Ceres Park & Arena, og støttet af Aarhus Kommunes Genstartspulje.