En middag med forret, hovedret og dessert kan godt lyde til at blive en dyr fornøjelse. Men det behøver det faktisk ikke at være. Jeg har gennem tiden fundet ud af, at Aarhus tilbyder en række af gode spisesteder. Her har jeg samlet en håndfuld af mine bedste oplevelser i Aarhus, hvor man kan få oplevelsen af at spise fint, uden at det vælter budgettet.

Fremragende mad til fornuftige penge

Madklubben

Den københavnske restaurantkæde slog dørene op for aarhusianske gæster i 2018 og har siden haft stor succes på Hack Kampmanns Plads. Her kan du få tre retter for 225 kroner uanset, om det er en uhøjtidelig hverdagsaften eller en festlig lørdag aften, og du får tilmed vand med i prisen. Et par enkelte retter har et tillæg, men det er langt fra de fleste. Det, som kendetegner Madklubben, er, at du får en rigtig dining-oplevelse i storslåede omgivelser. Spisestedet serverer “forskellige livretter”, som de selv kalder det. Nogle af deres signaturretter vil altid være at finde på menuen, men ellers kan du, alt efter sæson, opleve det franske køkken, men også nordiske og asiatiske retter. Stedet er genialt, hvis I er flere personer, som har forskellige præferencer.

Lidt af Frankrig i Mejlgade

Restaurant Olive

Kender du det, at du egentlig gerne vil have lidt vin til maden, men typisk koster en flaske det samme som en hovedret? Hvad hvis jeg fortalte dig, at du må tage din egen vin med på Restaurant Olive? Den er god nok. I den mindre travle ende af Mejlgade findes en perle af et spisested, som faktisk har kørt medbring-egen-vin-konceptet i lidt over 20 år. Indretningen går all in på hygge. Afdæmpet lys, lysestager og fransk musik. Maden bærer hovedsageligt præg af det franske køkken, og du kan på de travle aftener få en fornemmelse af, du pludselig sidder på en restaurant i Paris. På hverdagsaftener kan du slippe afsted med tre retter for 260 kroner (230 for studerende og pensionister). Stedet er især kendt for deres hvidvinsdampede blåmuslinger, som får dig til at komme tilbage efter mere. Bon appetit.

Sushi til maven sprækker

A+Siam Sushi

På Frederiksgade kan du sætte dig til rette i A+Siam Sushis forholdsvis nye og blændende lokaler. De har taget konceptet fra Skolegade med, hvor du altså stadig kan få frisklavet all you can eat-sushi og andre asiatiske retter til den samme pris. På hverdagsaftener kan du gå propmæt hjem for 228 kroner og i weekenden og helligdage for 248 kroner. Sushistedet kendetegner sig ved at lave upåklagelig kvalitetssushi til en pris, hvor selv studerende kan være med. Tilbuddet indeholder også forretter som tempurastegte tigerrejer og desserter som chokolademousse. Med et utal af forskellige sushikombinationer, kan du lade alle dine sushiønsker blive opfyldt her.

Italiensk delemad ved Åen

Grappa Piccolo

Som en del af Grappa, er Piccolo en venetiansk spisebar, som har skiftet Venedigs mange kanaler ud med Åen i Aarhus. Deres koncept er ‘cicchetti’, som er et typisk venetiansk koncept, som kan indeholde en lille snack, lidt brød, en skål oliven eller friteret seafood. Deres menu består af en masse små italienske retter, som kan sammensættes til et større måltid. Man kan derfor sammenligne det med det, de fleste kender som tapas. Der er noget ved delemad, som kan et eller andet. Det er både intimt og vildt hyggeligt. De enkelte retter spænder fra 45 – 150 kroner, og du kan derfor selv sammensætte din menu, som du og dit selskab har lyst til. Tag og del den italienske burrata med dit bord, og så kan jeg garantere for, at den italienske stemning er sat i gang.

Social dining under regnbuen

ARoS Food Hall

Du kan med fordel afslutte dit museumsbesøg på ARoS med en social dining-oplevelse på niveau 4. Orangeriet, som er en del af ARoS Food Hall, serverer tre retter for 200 kroner på aftener fra tirsdag til fredag. Hvis du ikke føler for at kigge på kunst, kan du stadigvæk besøge restauranten uden omkostninger. Det specielle ved Orangeriet er, at der ikke er noget fast menukort, da menuen skifter fra uge til uge. Du træder ind i et madgalleri, hvor råvarerne kommer helt ud i lokalet og bliver en del af oplevelsen. Her kan du mærke kombinationen mellem kunst og mad gå op i større enhed. Konceptet er fokus på lokale, økologiske råvarer, hvor bæredygtighed også er i højsædet. Du kan sidde ved de små intime borde eller ved et fælles langbord, hvor delemaden er med på et helt gastronomisk niveau.

Ekstra tip med EarlyBird

EarlyBird

Tip: Hvis du er lidt impulsiv anlagt, kan du med fordel benytte EarlyBirds tilbud. Her kan du planlægge dit restaurantbesøg på selve dagen og se, hvad deres samarbejdspartnere i Aarhus tilbyder. Igennem EarlyBird kan du få ⅓ af prisen skåret af på udvalgte restauranter på tidspunkter, hvor restauranten har ledige pladser. Det gør det derfor muligt for dig at bestille bord på lidt mere eksklusive restauranter uden at gå over 300 kroner.