Er du en vaskeægte serie-nørd? Og er du nysgerrig på, at komme om bag kulisserne?

Fra den 29. oktober til den 1. november hylder Aarhus hele serieverdenen, og du er inviteret. I løbet af festivalens fire dage kan du blive klogere på manuskriptskrivning, produktion, distribution og broadcasting, men du har også rig mulighed for at opleve spændende premierer og visninger.

Du kommer med både foran og bagved kameraet på nogle af verdens bedste og mest populære serier, når instruktører, skuespillere og eksperter fra medieverdenen indtager Aarhus’ kulturinstitutioner. Aarhus Series er både for professionelle og for dig, der elsker serier. Også derfor finder du to programmer – et brancheprogram og et publikumprogram.

Personligt glæder jeg mig som et lille barn til juleaften! Jeg elsker serier, både danske og udenlandske. Derfor har jeg taget et grundigt kig på årets program, og herunder giver jeg dig et overblik over de visninger og events, som jeg personligt glæder mig mest til. Du kan se det fulde program, og læse meget mere og de enkelte events på Aarhus Series hjemmeside, eller følge med på deres facebook-side. HUSK billetter! Der er begrænset antal pga. Covid-19 restriktionerne.

Psst… winter is coming! Kalder alle Game Of Thrones-fans, for nu har I mulighed for at sidde i kronen. Alle dage fra klokken 8:00-22:00, kan du smutte forbi Dokk1, og opleve en spændende Game Of Thrones-udstilling!

Torsdag den 29/10

20:30-22:00: Beartown - Screening and Talk. Her: Øst for Paradis

Har du hørt om HBO’s nye serie Beartown? Beartown havde premiere den 18. oktober 2020, og er derfor højaktuel. Serien er baseret på Fredrik Backmans bestseller af samme navn, og handler om en tidligere hockeystjerne, som er hjemvendt til byen for at træne det lokale hockeyhold. Hockeyholdet skal sikre byens fremtid – men dét bliver en tung byrde, som ender med drama, vold og traumer.

I Øst for Paradis får de torsdag den 29/10 besøg af seriens instruktør Peter Grönlund, som fortæller om serien, og screener dele af den.

Fredag den 30/10

17:00-19:00: Ulven Kommer. Premiere episode 4 and talk: Her: Aros

Har du set den nye DR-serie Ulven Kommer? Hvis ikke kan du lige nå at se de første tre episoder, inden fredag klokken 17. Her kan du nemlig komme til premiere på episode 4, hvorefter manuskriptforfatter Maja Jul Larsen og skuespiller Christian Gamst Miller-Harris vil fortælle om serien. Serien havde premiere den 11. oktober 2020, og er allerede blevet nomineret til flere forskellige awards rundt omkring i verden. Arrangementet bliver afholdt på Aros, og er du vild med DR’s dramaserier, og ønsker du at rejse bag om kulisserne, er oplægget helt bestemt et besøg værd.

19:00-21:00: GOT: Battle of the Bastards: Screening and talk. Her: Dokk1

Er du også helt tosset med Game of Thrones? GOT er på rekordtid blevet en af verdens mest anerkendte serier, og sjældent har en serie opnået så stor succes over hele verden. I dette oplæg vil GOT ekspert Claus Holm tage dig med på en uforglemmelig rejse ind i GOT-universet.

19:30-20:30: Den som dræber II: Screening and talk. Her: Øst for Paradis.

Den som dræber var en af de mest sete serier på Viaplay i 2019, og nu er der en helt ny sæson på vej. Få en smagsprøve på Den som dræber II, når Øst for Paradis screener udsnit af den helt nye sæson. Der vil også være en virtuel præsentation af serien fra writer og showrunner Ina Bruhn og producer Caroline Schlüter.

20:00-21:30: Part 8 of Twin Peaks: Screening and talk. Her: Øst for Paradis.

Skulle jeg vælge ét favorit oplæg fra Aarhus Series, må det være oplægget om Twin Peaks! Jeg er kæmpe Twin Peaks-fan, og jeg elsker at dykke ned i seriens mange finurlige facetter. Oplægget starter med en screening af part 8, i “return”-sæsonen, en episode som har modtaget rigtig meget ros fra kritikerne, og som endda bliver betegnet som noget af det absolut bedste David Lynch har lavet. Øst for Paradis får derefter besøg af executive producer Sabrine Sutherland, Lektor i Medievidenskab Andreas Halskov og CEO hos “Vi elsker serier” Kim Martin Sørensen, og vil fortælle mere om episoden.

Lørdag den 31/10

10:30-12:00: Julekalender gennem tiden. Her: Dokk1

Julekalendere giver mig altid et glædeligt flashback til min barndom! Men hvorfor viser vi overhovedet julekalendere? Vær med når Aarhus Series skyder julehumøret i gang med en talk om julekalenderens historie. Dokk1 får besøg af julekalenderspecialisterne Pernille Dahl Overgaard og Matilde Kallehauge som løbende i oplægget vil vise klip fra 00’erne bedste julekalendere.  

14:45-15:45: Serieanbefalinger til en travl hverdag. Her: Dokk1

Selvom jeg elsker serier, kan det være svært at nå dem alle - især i en travl hverdag! Også derfor glæder jeg mig ekstra meget til dette oplæg, hvor Sisse Sejr-Nørgaard, vil guide os gennem gode serieåndehuller, der passe ind i en travl hverdag.

16:00-17:00: Women in Series. Her: Øst for Paradis.

Jeg er altid nysgerrig på, hvad der rører sig, og hvad der debatteres i samfundet, og her er kvinder og ligestilling et højaktuelt emne. I Øst for Paradis stiller de op til en spændende paneldebat, hvor Sara Bro bliver tovholder for en diskussion mellem hende, Cecilie Nørgaard, Frederik Dirks Gottlieb og Rikke Louise Schjødt.

19:00-20:00: Very Secret and Very Revealing True Crime. Her: Øst for Paradis.

True Crime er nærmest blevet en trend – og de fleste følger opslugte med i true crime serier på streamingtjenesterne og i podcastformat. I denne screening og talk løftes sløret for noget helt nyt indenfor True Crime – men vi ved ikke hvad! Det er en hemmelighed…

Søndag den 1/10

12:30-14:30: Julefeber: eksklusiv forpremiere årets julekalender. Her: Dokk1

Er du nysgerrig på årets julekalender? Aarhus Series inviterer til eksklusiv forpremiere på DR’s julekalender ‘julefeber’. Og det er første gang nogensinde, at publikum får lov til at varme op til december en måned i forvejen, og få et nysgerrigt indblik i årets julekalender.