Hurra, foråret er kommet tilbage, bare ben i gadebilledet og lange, lyse aftener. Det kalder på is! Hvis du ikke allerede har fået årets første is, og du stadig overvejer, hvor du skal prøve byens muligheder, har jeg her samlet en lille isguide.

Klassisk is hos Dolce Vita på Trøjborg

Jeg oplever at køerne strækker sig til langt ud på gaden, hver gang jeg passerer Dolce Vita på Trøjborg - og med god grund. Der er i hvert fald en grund til, at kunder bliver ved med at komme tilbage, siden Dolce Vita slog dørene op i 2002. Hvis du bor på Trøjborg, ved du også, at årets første forårsdag automatisk kalder på Dolce Vita. Her finder du mælkeis, yoghurtis, sorbet og hold nu fast… verdens lækreste, luftige mousser. Min all time favoritkombination er deres lakridsis med hvid chokolademousse. Den redder min dag gang på gang. Når du først har prøvet en af Dolce Vitas mousser, kan du komme til at glemme alt om guf fremover. Det her er en helt anden smagsoplevelse. Jeg har desuden også hørt rigtig godt om deres kraftige kaffeis, hvis man er til den type is. Udover Trøjborg har den italienske isbar også lokaler i Bruuns Galleri, Veri Centret og Kridthøj Torvet i Højbjerg. Priserne starter ved 25 kroner en kugle.

Waffle Barons på Graven

Hvis du er til en lidt eksperimentere oplevelse, bør du helt sikkert overveje de populære Bubble Waffles. Den hyggelige, lille isbiks findes i Latinerkvarteret, og du har derfor rig mulighed for at snuppe en Waffle Box eller Bubble Waffle med og nyde den på højen. Da det er en pop-up butik, er åbningstiderne ikke faste - hold derfor øje med deres Facebook og Instagram, så du ikke går forgæves for en dejlig is-oplevelse. Bubble Waffles kendetegner sig ved at være en mellemting mellem en belgisk vaffel og en traditionel isvaffel. Det vil sige lækre, tykke vafler med kuglerunde bobler rullet om en eller flere kugler is. Derefter kan du drysse den med alverdens lækre frugter og toppings. Istypen er perfekt for sådan en som mig, der aldrig kan beslutte sig mellem den belgiske eller den traditionelle variant.

Kvalitet hos Mammis Gelato

Hver dag bliver der rørt mere end ti forskellige isvarianter fra bunden her hos Mammis Gelato på Rosensgade. For nyligt udvidede de med endnu en isbiks på Jægergårdsgade. Ambitionen er at producere is ud fra den traditionelle, italienske måde. Det afspejler sig selvfølgelig i kvaliteten af den gelato, som får dig til at dagdrømme om din sidste ferie i Italien. Varianterne er forskellige fra dag til dag, men du kan næsten altid være sikker på at finde kinderæg, citrontærte og Ferrero Rocher bag disken. Generelt er isbiksen god til at være kreative og opfindsom med deres varianter, og jeg kan stadig blive overrasket over en ny smag, selvom jeg kommer en gang om måneden. Min to-go ender dog altid med at være saltkaramel og citronsorbet i en vaffel. Det mætter min trang til både det salte, det søde og det syrlige. Et godt tip er at få et skud lun chokoladesauce i bunden, og så er du altså godt kørende. Priserne starter ved 29 kroner for en en kugle, og så er der ti procent, hvis du er studerende.

Den frosne hos YOGO

Måske var frozen yoghurt en trend tilbage i 2015, men YOGO på Guldsmedegade beviser, at frozen yoghurt stadig holder 100%. I hvert fald hvis du spørger mig. Jeg ved ikke, om det er alt det lækre slik og frugt, du kan vælge som topping, eller om det er deres smagfulde yoghurtvarianter. Jeg tror faktisk, det er kombinationen. Om ikke andet, så kan jeg ikke lade være med at købe et lille bæger med (og et halvt kilo slik oveni), hver gang jeg befinder mig i den side af byen. Sidste år opdagede jeg en kærlighed til smage som cheesecake og passionsfrugt, og jeg kan ikke vente med at prøve deres nye varianter i år.