Kulturguide: 6 udvalgte museer i Aarhus
Oplev Aarhus’ kulturelle og spændende museer
Elsker du kulturelle oplevelser med udstillinger, der ændrer sig for hver gang, du kommer forbi? Aarhus er hjemsted for mange anerkendte og velbesøgte museer, som uden tøven er et besøg værd. Museerne er vidt forskellige i deres udstillinger, så der er noget til enhver smag.
Er du en tilbagevendende besøgende og vil du ikke gå glip af de mange særudstillinger, kan jeg anbefale dig at købe et årskort til de forskellige museer, som hurtigt er tjent ind igen.
1. ARoS – Det velkendte museum med den store regnbue
Aros museum er et af Aarhus’ vartegn. Med den store 150 meter lange regnbue ‘Your Rainbow Panorama’ på taget kan Aros tydeligt genkendes af både danskere såvel som udenlandske turister. Aros rummer alt fra klassisk kunst fra den danske guldalder til moderne installationskunst, så der er noget for alle. Der findes både faste udstillinger, samt særudstillinger som skiftes ud med jævne mellemrum.
. Inden du tager hjem, skal du naturligvis også opleve ‘Your Rainbow Panorama’ på nærmeste hånd. Med den kendte regnbue bliver du som besøgende integreret i værket, hvor du samtidig kan opleve det smukke Aarhus i alle spektrets farver. En oplevelse værd for både indfødte aarhusianere og nysgerrige turister.
Se også vores uddybende artikel om ARoS, der er Skandinaviens mest besøgte museum.

Hvor: ARoS, Aros Allé 2, 8000 Aarhus
Hvilken slags: Kunst – både klassisk og moderne.
Hvad koster det: 175 kroner for voksne. 145 kroner for unge og studerende.
2. Moesgaard Museum – En etnografisk og arkæologisk oplevelse
Syd for Aarhus ligger Moesgaard Museum, også kaldet MoMu, som er et af de mest populære museer i Aarhus. Moesgaard Museum fik i 2014 en ny og moderne udstillingsbygning, som gør bygningen til en oplevelse i sig selv. Med en skarp hældning og græs på taget ligner det næsten, at museet vokser op ad jorden. Her finder du både danske udstillinger om Danmarks oldtid, samt skiftende særudstillinger fra hele verden.
Moesgaard er særligt kendt for Grauballemanden, som er verdens bedst bevarede moselig. Det kan være lidt ubehageligt at se liget, da du virkelig kan komme tæt på. Så undlad at spise den helt store madpakke, inden du går derned. Men et besøg på Moesgaard Museum er altid utroligt spændende og lærerigt. Efter besøget kan I med fordel nyde det naturskønne område, som museet ligger i.

Hvor: Moesgaard Museum, Moesgaard Allé 15, 8000 Aarhus
Hvilken slags: Arkæologi, antropologi og etnologi.
Hvad koster det: 180 kroner for voksne. 110 kroner for studerende.
3. Den Gamle By – Et tilbageblik i Danmarks købstads historie
Den Gamle By er et lidt atypisk museum i det centrale Aarhus. Det er verdens første frilandsmuseum, hvor du kan gå på opdagelse i Danmarks historie. Her er over 75 historiske huse fra 24 danske byer i perioden 1500-1900 tallet opstillet, så de danner deres egen lille købstad. Der er ansatte, som iført gammeldags tøj og mentalitet er med til at skabe den helt rigtige stemning og oplevelse. Når du besøger den gamle by, er der altid et væld af aktiviteter, som fører en tilbage til det gamle Danmark.
Hvert år pynter Den Gamle By op til jul, hvilket gør den til en velbesøgt juleoplevelse. Det fremkalder minderne fra julekalenderen’ Jul i Gammelby’, hvis du har set den. Ellers er det også bare hyggeligt og et dejligt afbræk fra hverdagen at træde ind i en tidslomme, hvor alt var mere simpelt og mindre forhastet.
Se også vores artikel om Den Gamle By, hvor du kan læse mere om den tidsrejse, man kan opleve der.

Hvor: Den Gamle By, Viborgvej 2, 8000 Aarhus
Hvilken slags: Frilandsmuseum med Danmarkshistorie.
Hvad koster det: Priserne varierer efter året. Find aktuelle priser her.
4. Naturhistorisk Museum – Oplev fortidens og nutidens dyr på nærmeste hånd
Naturhistorisk Museum i Aarhus skiller sig ud fra de andre museer, da du her kan komme helt tæt på dyreriget og naturen. Her kan du både blive beriget og imponeret af den store mangfoldighed af dyr og den fascinerende danske natur gennem tiderne. Naturhistorisk Museum Aarhus er Danmarks næststørste af sin art med millioner af dyr i sine samlinger. Museet har både permanente udstillinger og skiftende særudstillinger, så det hele tiden fornyer sig og bidrager med ny viden.
Naturhistorisk Museum har et særligt samarbejde med skoler, men har også generelt stor fokus på børn og unge. Lige nu har de udstillinger om alt fra Afrikas natur, fossiler og Big Bang. Her er altså masser af læring at hente, men det er samtidig gjort spændende for både børn og voksne.

Hvor: Naturhistorisk Museum, Wilhelm Meyers Allé 10, 8000 Aarhus
Hvilken slags: Naturhistorisk og videnskabeligt
Hvad koster det: 100 kroner for voksne. 60 kroner for studerende
5. Vikingemuseet – Gå på opdagelse i den gamle vikingeby
Det gamle Aarhus, også kendt som Aros, var jo en gammel vikingeby, så selvfølgelig har Aarhus også et Vikingemuseum. Vikingemuseet er beliggende i Aarhus centrum på lige akkurat det sted, hvor udstillingens udgravninger er fundet sted. Det er et mindre museum, som giver indblik i den gamle vikingeby på Harald Blåtands tid, hvor man både får indblik i vikingetidens handel og kampe.
Som noget særligt bemærkelsesværdigt er nedgangen til museet. Vikingemuseet ligger tre meter under det nuværende Aarhus, og på vej derned kan man se affald fra flere hundrede år hobe sig op i lag. Det er både tankevækkende og lidt ulækkert at gå forbi. Når man først er nede under jorden er der mange store oplevelser, hvor du bliver klogere på Aarhus’ historie.

Hvor: Vikingemuseet, Skt. Clemens Torv 6, 8000 Aarhus
Hvilken slags: Vikinger og Aarhus’ historie
Hvad koster det: 30 kroner for voksne. Gratis for børn
5. KØN – Museum om køn og seksualitet
Lige ved Domkirken midt i Aarhus ligger det spændende KØN museum, tidligere kendt som Kvindemuseet. Her bliver du klogere på emner som kønskamp, seksualitet, ligestilling, kulturhistorie og politik. Derudover har de en hyggelig, lille café. Efter en tur på KØN er du sikret stof til mange gode samtaler og debatter – derfor er det en god idé at tage afsted sammen med en ven.
Lige nu har museet udstillinger om blandt andet kvindelige politikere, forholdet mellem kvinder og religion og håndtaskens kulturhistorie. De har også et rum, hvor du bliver præsenteret for seksualundervisningens udvikling. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget der er sket på få år. En tur på KØN er altid en oplevelse, hvor man går klogere hjem, men også bliver underholdt undervejs.

Hvor: KØN, Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus
Hvilken slags: Køn og seksualitet
Hvad koster det: 95 kroner for voksne. 75 kroner for unge.